Fodbold

Tottenham-træner afviser aktivitet i januars transfervindue

Mauricio Pochettino og Christian Eriksen taler sammen under en kamp.

Står det til Mauricio Pochettino, kommer hverken Christian Eriksen eller nogen andre Tottenham-spillere til at skifte klub i januar.

Christian Eriksen skal ikke pakke sine flyttekasser endnu.

I hvert fald ikke hvis det står til Tottenham-træneren, Mauricio Pochettino, der på trods af flere rygter om både danskeren og andre spillere ikke forventer nogen transferaktivitet i London-klubben til januar.

- Det tror jeg virkelig ikke på, lød svaret fra argentineren, da han blev spurgt ind til, om der skulle købes eller sælges spillere i Tottenham, når transfervinduet åbner igen 1. januar.

- Hvis det er min beslutning, holder jeg fast i mine spillere, fordi jeg kender deres kvaliteter. Jeg tror på de spillere, vi har. Jeg tror på de spillere, der er i Tottenham i dag, forklarer argentineren ifølge Sky Sports.

Det er ellers ikke mere end en god uges tid siden, at rygterne om Christian Eriksens fremtid blussede op på ny, efter danskeren ikke fik opfyldt sit ønske om at 'prøve noget nyt' i sommer.

- Jeg respekterer alle meninger

Igen er det Real Madrid, der spøger i kulissen. En interesse, der ikke bliver mindre af, at de formentlig kan få den danske landsholdsspiller langt under markedspris, fordi han har konktraktudløb næste sommer.

Læg dertil at sæsonstarten i Tottenham har været præget af dårlige resultater og flere kampe med en startplads på bænken. Men skal Mauricio Pochettino have vendt de ringe præstationer, skal det være med den nuværende trup.

- Jeg respekterer alle meninger, og jeg ved godt, at der er folk, der vil sige, at vi skal gøre noget og både sælge og købe ind, men hvis det er op til mig, holder jeg fast i mine spillere.

- Jeg stoler 200 procent på dem, og jeg tror på, at de har kvaliteten og potentialet til at vinde kampe og vende den her situation.

Efter halvanden uge med landsholdsfodbold vender Premier League tilbage i weekenden.

Her skal Christian Eriksen, der er tvivlsom med et trælår og Tottenham møde Watford på hjemmebane. Tottenham er placeret på en skuffende niendeplads.