Fodbold

Verdens bedste besøgte Hjørring: - Føles lidt som at være hjemme

Ada Hegerberg scorede sit Champions League-mål nummer 51 mod Fortuna Hjørring.

Norske Ada Hegerberg, der sidste år blev kåret til verdens bedste fodboldspiller, besejrede sammen med Lyon Fortuna Hjørring i Champions League.

Det er ikke hver dag, at verdens bedste kvindelige fodboldspiller kommer til Hjørring for at spille Champions League.

Det var ikke desto mindre tilfældet, da Ada Hegerberg og holdkammeraterne fra Olympique Lyon onsdag besejrede Fortuna Hjørring med 4-0 i den mest prestigefyldte klubturnering.

For nordmanden var det en speciel oplevelse at spille på stadionet i Hjørring, hvor hun selv kom på måltavlen to gange.

- Det føles lidt som at være hjemme. Det er Skandinavien. Det er virkelig stort og meget motiverende. Det er ikke ofte, man har Champions League i Skandinavien, så at både små som store kommer for at se os og mig personligt, er meget inspirerende, siger Ada Hegerberg til TV 2 SPORT.

Kampen onsdag aften var den første af to ottendedelsfinaler i Champions League, og franskmændene har med 4-0-sejren et godt udgangspunkt før returopgøret i Lyon om to uger.

Hegerberg tangerede rekord

Med to scoringer i kampen mod Fortuna Hjørring 24-årige Ada Hegerberg samtidig den mest scorende spiller nogensinde i kvindernes Champions League.

Nordmanden er nu oppe på 51 mål i alt i turneringen, hvilket er samme antal, som tyskeren Anja Mittag har scoret.

- Anja Mittag sendte mig en besked. Hun er en legende. Det gør mig virkelig glad at nå hendes rekord, siger Ada Hegerberg i et interview til Lyons hjemmeside.

Hegerberg har scoret 47 af sine 51 Champions League-mål for Lyon. Nordmanden har tidligere også spillet for Turbine Potsdam, Stabæk og Kolbotn.