El Clásico er udskudt – ny dato i december foreslået
Både FC Barcelona og Real Madrid har afvist at flytte El Clásico til den spanske hovedstad. Nu er kampen i stedet udskudt til en endnu ukendt dato.
De fleste fodboldelskere sætter et stort kryds i kalenderen, når kampene mellem FC Barcelona og Real Madrid er blevet fastlagt.
Efter planen skulle de to rivaler have mødtes første gang i denne sæson 26. oktober på Camp Nou i Barcelona, men det kommer ikke til at ske som følge af de øjeblikkelige protester og uroligheder i Catalonien.
På et hasteindkaldt møde torsdag valgte det spanske fodboldforbund (RFEF) at udskyde kampen, meddeler forbundet på sin hjemmeside fredag.
Netop 26. oktober er endnu en stor demonstration planlagt i Barcelona, efter at ni catalanske separatistledere mandag blev idømt mellem ni og 13 års fængsel ved Spaniens højesteret.
FC Barcelona, Real Madrid og La Liga har indtil mandag 21. oktober klokken 10.00 til at finde en ny dato.
Onsdag foreslog La Liga ellers at flytte kampen til Madrid, men det blev prompte afvist af begge klubber.
Stor uenighed om ny dato
Mens hverken FC Barcelona eller Real Madrid ønsker at flytte den første af denne sæsons to indbyrdes ligakampe til den spanske hovedstad for så at spille den anden i Barcelona næste forår, har begge klubber valgt at acceptere en ny dato for opgøret.
Ifølge El País og de fire store sportsaviser Marca, Sport, AS og Mundo Deportivo har det spanske fodboldforbund, FC Barcelona og Real Madrid foreslået at spille kampen onsdag 18. december.
Dette er dog blevet afvist af La Ligas chef, Javier Tebas, da der denne dag er planlagt en runde af den spanske pokalturnering, Copa del Rey. Samtidig ønsker folkene bag La Liga ikke, at den største kamp af dem alle skal spilles på en onsdag.
Ifølge Marca har Javier Tebas og La Liga i stedet foreslået lørdag 7. december klokken 16. FC Barcelonas hjemmekamp mod Mallorca og Real Madrids hjemmekamp mod Espanyol vil så blive rykket til onsdag 4. december.
Foreslaget fra Tabas er imidlertid ikke faldet i god jord hos Real Madrid, skriver El País. I den efterfølgende uge, 10. og 11. december, skal FC Barcelona og Real Madrid spille Champions League-kampe på udebane, som kan være af afgørende karakter.
Finder parterne ikke en løsning, vil det spanske fodboldforbunds turneringsudvalg bestemme en kampdato og spilletidspunkt.