Fodbold

Se det første danske hattrick i Serie A i 55 år

Andreas Cornelius startede på bænken, men blev alligevel aftenens helt store højdepunkt, da han scorede hattrick for Parma.

Et danskeropgør i en af verdens bedste ligaer er altid specielt. Søndag aften blev det dog meget mere end specielt.

Ti minutter inde i opgøret mellem Parma og Genoa blev Cornelius skiftet ind efter en skade til Roberto Inglese.

Derfra var der dømt danskerbrag i Serie A mellem Cornelius og Genoas Lukas Lerager og Lasse Schöne, hvor også Peter Ankersen blev skiftet ind efter en times spil.

Den bomstærke Parma-angriber blev den helt store vinder i søndagens opgør, da han lavede det første danske hattrick i Serie A i 55 år.

Inden aftenens opgør havde Harald Nielsen haft den ære siden 1963, hvor han scorede tre mål i Bolognas 4-0-sejr over Roma.

Endnu mere imponerende var det, at de tre danske scoringer kom mellem det 42. og 50. minut.

Efter cirka en halv time på bane lavede Cornelius sit først mål, da han med hovedet på et forment frispark fra Scozzarella stangede bolden over i det lange hjørne.

Blot fire minutter efter fandt den tidligere Arsenal-spiller Gervinho med et indlæg Cornelius, der halvflugtede bolden i modsatte hjørne.

Efter pausen gik der fem minutter, før Cornelius med et tørt hug bankede bolden ind ude fra feltet.

Målene sender Cornelius op på siden af blandt andre Cristiano Ronaldo på topscorerlisten med fire sæsonscoringer.

Kampen endte 5-1 til Parma, hvilket sender holdet op på en ottendeplads.

Genoa ligger dermed stadig og roder rundt i bunden af Serie A, hvor kun Sampdoria har færre point end danskerholdet.