Fodbold

Braithwaite sikrer Leganes' første ligasejr

Leganes besejrede Mallorca med 1-0 på et mål af danske Martin Braithwaite.

Leganes hentede lørdag sin første sejr i Primera Division i denne sæson, da de hertil eftermiddag slog Mallorca 1-0.

Sejren kom i hus efter en forfærdelig sæsonstart, hvor Leganes blot hentede to point i sæsonens første ni kampe. Det fik tidligere på ugen klubben til at fyre cheftræner Mauricio Pellegrino og midlertidigt ansætte reserveholdstrænerne Luis Cembranos og Carlos Martinez til at styre førsteholdet.

Og der var altså stor succes i første kamp efter trænerfyringen, da Leganes på hjemmebane besejrede Mallorca 1-0.

Danske Martin Braithwaite blev helten, da han efter en halv times spil sparkede bolden i mål. Danskeren kom først over et indlæg i feltet og sendte kuglen i kassen til 1-0 efter et oplæg fra Roberto Rosales. Det var tredje gang i sæsonen, at Martin Braithwaite fik netmaskerne til at blafre.

Efter 76 minutter var danskeren tætte på at fordoble føringen, men fra en fri position i feltet ramte han undersiden af overliggeren og måtte se bolden hoppe væk fra målet.

På trods af den brændte chance kunne Leganes til sidst række armene i vejret, da Martin Braithwaites mål i første halvleg forblev kampens eneste.

Derfor endte opgøret 1-0 i Leganes’ favør, som dermed hentede sæsonens første ligasejr. Med sejren har Leganes nu fem point efter ti kampe og ligger nummer 19 i La Liga. Mallorca er til gengæld nummer 15.