Fodbold

Tordner mod racismestraf - sammenligner den med Bendtner-bøde

Straffen på to hjemmekampe uden tilskuere og en bøde på 560.000 kroner til Bulgarien vækker harme i England.

Der strømmer negativt og hånlige reaktioner ind på det europæiske fodboldforbunds (UEFA) straf til Bulgariens fodboldforbund i kølvandet på EM-kvalifikationskampen mod England den 15. oktober.

Kampen blev af kampens dommer afbrudt to gange på grund af racistiske tilråb fra tilskuerne. Det resulterede i en straf på to kampe uden tilskuere samt en bøde på 560.000 kroner.

Den engelske Sky Sports-ekspert Clinton Morrison, der er tidligere irsk landsholdsspiller, griner ad straffen og bruger danske Nicklas Bendtner som eksempel.

- UEFA er nødt til at kigge sig selv i spejlet. Det overrasker mig ikke, og det gør ondt at sige. Jeg forventede det, og det er ikke godt, siger Morrison til Sky Sports.

- Hvilket signal sender man, når Nicklas Bendtner får en større bøde for at have et forkert logo på sine underbukser?

Nicklas Bendtner fremviste efter en scoring i en landskamp i 2012 mod Portugal et par underbukser med bettingfirmaet Paddypower påtrykt.

Spillere råber op

Det kostede danskeren én spilledags karantæne og en bøde på 750.000 kroner.

- Det er en skændsel. Det er en joke. Jo mere vi taler om det, desto mere lader folk til at tænke, at det er i orden. Jeg aner ikke, hvordan det bliver løst. Vi bliver ved med at tale om det, og det bliver ikke bedre, siger Morrison.

Flere engelske spillere har også reageret på straffen. Liverpool-spilleren Rhian Brewster kalder på Twitter dommen pinlig og skriver, at "verden skal vågne op." Ligeledes på Twitter skriver Crystal Palaces Andros Townsend sarkastisk: "Så kan de lære det."

Det engelske fodboldforbund anerkendte tirsdag straffen fra UEFA, men udtalte samtidig, at den ikke løser problemet.

Englands fodboldspillerforening, PFA, rettede en skarp kritik af straffen.

- PFA er skuffet over straffene. Selvom straffen er på linje med UEFA's nuværende disciplinære retningslinjer, fremhæver det her kun, at retningslinjerne skal have en overhaling, og at langt hårdere midler skal tages i brug.

- Man skal ikke afvise udelukkelse fra turneringer. Først da kan problemet med racisme blive konfronteret seriøst.

Sagen medførte kaos i det bulgarske forbund, hvor først præsidenten og siden landstræneren gik af.