Fodbold

Klopp truer med at trække holdet fra Liga Cuppen

Ifølge manager Jürgen Klopp er det ikke sikkert, at Liverpool kan spille kvartfinalen i Liga Cuppen.

Efter ti mål og straffesparkskonkurrence lykkedes det med møje og besvær Liverpool at slå Arsenal onsdag aften og blive klar til kvartfinalen i den engelske Liga Cup.

Men det er slet ikke sikkert, at Liverpool kan deltage, siger manager Jürgen Klopp ifølge BBC Sport.

Kvartfinalerne skal efter planen afvikles i uge 51. Allerede nu står det klart, at Liverpool samme uge - onsdag 18. december - skal spille semifinale i VM for klubhold i Qatar.

- Hvis de ikke finder et passende tidspunkt - ikke klokken tre om natten juledag - så spiller vi ikke. Hvis du har et program, hvor et hold ikke kan deltage i alle kampe, så bliver man nødt til at genoverveje det. Forhåbentlig begynder man på det på et tidspunkt, og forhåbentlig er det tidspunkt nu.

- Vi vil ikke være ofre for dette problem. Vi spillede for at vinde onsdag. Hvis de ikke kan finde en passende dato for os, kan vi ikke spille næste runde, og så må vores modstander gå videre - eller også må Arsenal spille kampen, siger Klopp til BBC.

Liverpool deltager i VM for klubhold som vinder af den europæiske Champions League, og foruden semifinalen skal holdet spille bronzekamp eller finale samme uge.

Den travle kalender, der blandt andet tæller et travlt juleprogram i december, betyder, at holdet har midtugekampe i samtlige uger frem til årsskiftet. Eneste undtagelse er landskampspausen i midten af november.

Næste ledige tidspunkt for Liverpool er mellem 11. og 19. januar, skriver BBC.

I forvejen skulle Liverpool have mødt West Ham 20. december i Premier League, men den kamp er udskudt på grund af klub-VM.

I Liga Cuppen spillede Liverpool og Arsenal 5-5 i ordinær tid, før Liverpool vandt i straffesparkskonkurrence. Torsdag formiddag trækkes der lod til kvartfinalerne.

Lodtrækning på plads

Torsdag formiddag blev der trukket lod til kvartfinalerne.

Efter planen skal Liverpool besøge Aston Villa, mens Oxford-Manchester City, Manchester United-Colchester og Everton-Leicester udgør de tre øvrige kvartfinaler.

På English Football Leagues hjemmeside fremgår det fortsat, at kampene skal afvikles i ugen, der begynder 16. december.