Fodbold

Udsat pokalkamp i Køge skal spilles om fire uger

AaB skal på ny drage til Køge for at spille en kamp i pokalturneringen. Kampen er sat til 27. november.

Den udsatte kamp mellem AaB og HB Køge i landspokalturneringen i fodbold skal spilles 27. november klokken 18.

Det skriver AaB på sin hjemmeside. Kampen skulle være spillet onsdag aften, men blev ikke gennemført, da AaB's materialevogn ikke kunne krydse Storebæltsbroen, der var lukket i flere timer på grund af en ulykke.

HB Køge-direktør Per Rud ærgrede sig efterfølgende over, at det ikke lykkedes at få kampen afviklet som planlagt.

- AaB-truppen har været her hele dagen. De har støvler med. Kunne altså spille. Vi har tilbudt dem at låne tøj, benskinner og så videre. Der er flere fortilfælde i dansk fodbold, hvor det er sket.

- Med lidt mere smidighed havde vi løst det her. Jeg synes, det er en ærgerlig og unødvendig udgang. Vi har forsøgt at massere og "plage" AaB - uden held. Jeg beklager forløbet over for alle tilskuerne, sagde Rud til klubbens hjemmeside.

Materiale til hver spiller

Men den kritik afviste AaB-direktør Thomas Bælum og påpegede blandt andet, at ikke alle havde støvler med.

- Der er fodboldstøvler og løbesko, som vi skal bruge til opvarmningen. Der er medicinsk udstyr, bandager, kosttilskud og tilskud til drikkedunke, der er nøje afmålt til hver spiller, forklarede Bælum over for Ritzau.

Der er en kvartfinalebillet på spil i kampen mellem HB Køge og AaB.

Silkeborg, Randers FC og Sønderjyske er allerede klar til kvartfinalerne, og torsdag findes der yderligere to kvartfinalister, når FC København møder FC Nordsjælland, og AGF tager imod OB.