Fodbold

Bayern München sætter navn på træner inden for tre uger

Bayern München-præsident Uli Höeness forventer at offentliggøre navnet på en ny cheftræner senest 23. november. Christof Stache / Ritzau Scanpix

Det vil blive i løbet af de kommende tre uger, at Bayern München sætter navn på ny træner, siger Uli Hoeness.

Efter søndagens fyring af Niko Kovac som cheftræner i Bayern München mangler det tyske storhold fortsat at finde en permanent afløser.

Der vil dog blive sat navn på en ny træner inden for tre uger, fortæller Bayern München-præsident Uli Hoeness.

- Jeg tror, at vi har fået løst trænersituationen, når vi skal spille udekampen i Düsseldorf, siger Uli Hoeness ifølge AFP.

Bayern München skal spille ude mod Fortuna Düsseldorf i den tyske Bundesliga 23. november.

Uli Hoeness oplyser, at ledelsen i Bayern München vil tænke grundigt over, hvordan klubben skal agere.

Indtil da er assistenten Hans-Dieter Flick ansat som midlertidig træner - blandt andet skal han styre tropperne i onsdagens Champions League-kamp hjemme mod Olympiakos og lørdagens bundesligakamp mod Borussia Dortmund.

Niko Kovac blev søndag fyret oven på lørdagens 1-5-nederlag ude til Eintracht Frankfurt. Kroaten nåede at sidde i jobbet i 16 måneder.

Ifølge Sky Germany er Thomas Tuchel, der er nuværende træner i Paris Saint-Germain, blevet kontaktet af Bayern, men tyskeren har afvist at skifte med øjeblikkelig virkning.

Også Ajax-træner Erik ten Hag er nævnt som en af favoritterne til jobbet, men hollænderen vil heller ikke forlade sin nuværende stilling før tidligst efter sæsonen.

I tyske medier er Massimiliano Allegri, José Mourinho og Arsène Wenger, som alle er uden et trænerjob lige nu, nævnt som mulige kandidater.

Lewandowski skal opereres

Hans-Dieter Flick har allerede fået en kedelig nyhed at starte op med.

På et pressemøde tirsdag oplyste den midlertidige træner, at holdets stjerneangriber Robert Lewandowski har brug for en operation i lysken.

Den 31-årige polak, der har scoret 20 mål i 16 kampe i denne sæson, kan dog sagtens spille i øjeblikket og er derfor fortsat højaktuel til onsdagens kamp mod Olympiakos.

Bayern Münchens stjerneangriber Robert Lewandowski har brug for en operation i lysken.

- Lewandowski har problemer, men ingen smerter. Det er klart, at noget skal gøres.

- Han skal tænke over, hvornår han vil opereres. Det vil ikke være godt at afbryde den stime, han er i gang med. Det bliver hans egen beslutning, og det må vi respektere, siger Hans-Dieter Flick.