Fodbold

Casillas tilbage efter hjerteanfald - præsident tror, han kommer til at spille igen

Iker Casillas fik et hjerteanfald til træning for et halvt år siden.

Iker Casillas er igen tilbage på træningsbanen efter et hjerteanfald for et halvt år siden.

Det er lidt mere end et halvt år siden, at fodboldsporten var ved at miste én af de største keepere i historien.

Spanske Iker Casillas, der blandt andet har vundet VM, Champions League og flere spanske mesterskaber, faldt om til træning efter et hjerteanfald i sin portugisiske klub, FC Porto, og han blev hastet til hospitalet.

En operation var med til at redde den 38-årige målmands liv. Nu er den tidligere Real Madrid-stjerne så også vendt tilbage på træningsbanen efter den voldsomme oplevelse.

- Alle kender til den respekt, som alle i Porto og hele sportsuniverset i det hele taget har til denne fantastiske sportsmand, som Iker er. Jeg er meget glad, fortæller præsidenten i FC Porto, Pinto da Costa, ifølge Marca.

Mandag var første dag, hvor Iker Casillas igen kunne snørre fodboldstøvlerne og stramme handskerne til en træning for FC Porto. Helt præcis seks måneder og tre dage efter sit hjertanfald.

- Det var et stort skridt på vejen mod at komme sig fuldstændig. Jeg er overbevist om, at vi kommer til at se ham i en Porto-trøje igen, lyder det optimistisk fra Porto-præsidenten.

Er registreret til førsteholdet i Porto

De mangefoldige portugisiske mestre har da også inkluderet Iker Casillas, da de skulle registrere truppen til denne sæson.

Selv hvis den spanske målmand ikke skulle komme til at føle sig klar nok til igen at kunne spille en fodboldkamp, er det ikke ensbetydende med, at tiden i den portugisiske klub er slut.

FC Portos præsident, Pinto da Costa, har tidligere udtalt, at han håber på at kunne gøre Iker Casillas til en del af staben omkring klubben, når han beslutter sig for at indstille karrieren.

Iker Casillas kom til FC Porto i 2015. I løbet af sin tid i klubben har han været med til at vinde et enkelt portugisisk mesterskab.