Fodbold

Danmarks dyreste efter CL-mål: - Jeg ved ikke lige, hvad jeg lavede

Joachim Andersen scorede tirsdag aften sit første mål for Lyon, og den danske midterforsvarer vidste ikke helt, hvordan han skulle juble.

Det hører absolut til sjældenhederne, at den danske midterforsvarer Joachim Andersen kan juble over scoringer.

Men tirsdag aften fandt den 23-årige dansker endelig vej til nettet igen, da han pandede Lyon i front 1-0 i Champions League-opgøret mod Benfica. Den første scoring fra Joachim Andersen i to et halvt år.

Derfor var det heller ikke ligefrem den store koreograferede jubelscene, som forsvarsklippen havde at byde på efter den vigtige scoring. Nærmest tværtimod.

- Det var egentlig bare glæde i starten, så jeg ved ikke lige, hvad jeg lavede først, fortæller Joachim Andersen til TV 2 SPORT om sekunderne efter sin hovedstødsscoring.

- Så tænkte jeg, "jeg laver et eller andet". Så gled jeg lige på knæene. Der var ikke så meget, der gik igennem hovedet lige der, fortsætter han.

Tilbage i juli blev Joachim Andersen Danmarks dyreste fodboldspiller nogensinde, da han skiftede til Lyon for 225 millioner kroner.

Kan selv afgøre det

Joachim Andersens første mål siden april 2017, dengang han var Twente-spiller, kom efter bare fire minutters spil og kickstartede 3-1-sejren hjemme på Groupama Stadium.

- Jeg er selvfølgelig rigtig glad, og det var ovenikøbet en utrolig vigtig sejr. Vigtigt mål, der sætter gang i det hele, mener midtstopperen.

- Jeg synes, vi spiller en rigtig, rigtig god første halvleg, og jeg føler, jeg har fået vendt skuden lidt.

Det er under en måned siden, at danskeren og Lyon fik ny træner. Brasilianeren Sylvinho blev smidt på porten efter en vaklende sæsonstart. I stedet er Rudi Garcia kommet ind, og efter at have siddet på bænken i de to første kampe under den nye træner har Joachim Andersen været førstevalg i de seneste tre kampe.

Det udnyttede han tirsdag aften med sin første scoring i en sejr, der nu betyder, at Lyon er på andenpladsen efter RB Leipzig i Champions League gruppe G foran Zenit St. Petersborg og Benfica.

- Da vi så, hvilken gruppe vi kom i, så var det vores mål at komme videre fra gruppen - det ligger vi godt til lige nu, vurderer Joachim Andersen.

- Vi kan selv afgøre det. Så det er jo, som det skal være. Så det er bare om at gøre vores arbejde nu i de sidste to kampe.