Fodbold

Mytteri i italiensk storklub: Spillere blev væk fra planlagt træningslejr

Frustrationerne er store og mange i Napoli i disse dage.

Spillerne kørte hjem efter mødet med Salzburg og trodsede dermed en ordre om at tage på hotel.

Ambitionerne i den italienske traditionsklub Napoli er altid store.

Det er ingen undtagelse i denne sæson, hvor håbet og forventningen var at være førsteudfordrer til suveræne Juventus i kampen om det italienske mesterskab.

Realiteterne er dog nogle helt andre i Napoli. Efter de første 11 runder ligger napolitanerne bare nummer syv i den italienske Serie A.

Tirsdag aften nægtede klubbens spillere så at tage med på en tvungen træningslejr frem mod weekendens kamp mod Genoa planlagt af klubbens præsident, Aurelio De Laurentiis, efter de dårlige resultater. Det kan nu få konsekvenser.

- Klubben meddeler, at med hensyn til førsteholdsspillernes opførsel vil klubben fortsætte med at stå fast på sine økonomiske, imagemæssige og disciplinære rettigheder på alle områder, lyder det i en pressemeddelelse fra Napoli onsdag.

Det fastslåes også, at ansvaret for at føre træningslejren ud i livet fortsat ligger hos Carlo Ancelotti, og at klubben foreløbig har indført pressetavshed.

Ifølge Gazzetta dello Sport betyder det med andre ord, at spillerne vil blive straffet med bøder for at have modsat sig præsidenten og blevet væk fra en planlagt klubaktivitet.

Bussen stod klar efter CL-kamp

Ifølge flere italienske medier skulle bevæggrunden for den pludseligt planlagte træningslejr fra Aurelio de Laurentiis angiveligt have været, at spillerne 'kunne lære hinanden bedre at kende'.

Således stod spillerbussen klar til at fragte truppen afsted, efter Napolis Champions League-kamp mod Red Bull Salzburg tirsdag aften. Problemet var bare, at spillerne nægtede at tage med.

Ifølge flere udenlandske medier, heriblandt normalt velinformerede Gazzetta dello Sport, havde spillerne på forhånd meddelt præsident De Laurentiis, at de under ingen omstændigheder ville deltage i træningslejren. Derfor tog de hjem til deres private boliger efter kampen.

Spillerne mødte op til træning onsdag

Selvom cheftræner Carolo Ancelotti gik ombord i bussen med kurs mod træningslejren, gjorde den italienske træner det uden at stille op til det obligatoriske pressemøde efter kampen mod Red Bull Salzburg.

Onsdag formiddag mødte spillerne i stedet op til træning på det normale træningsanlæg i Castel Volturno lidt nord fra Napoli-by.

Her krævede spillerne, at klubben ville aflyse den tvungne træningslejr, hvis ikke spillerne skulle gå i strejke. Ifølge Gazzetta dello Sport har præsident De Laurentiis givet efter for spillernes krav.