Fodbold

Få Champions League-overblikket: Tre hold videre - andre kæmper for livet

Robert Lewandowski og Bayern München har allerede booket deres billet til forårets ottendedelsfinaler i Champions League Lukas Barth-tuttas / Ritzau Scanpix

Tre brikker faldt med sikkerhed på plads efter denne uges Champions League-opgør. Få et hurtigt overblik over de otte grupper.

Med onsdagens kampe overstået i Champions League spidser det til i den ypperste europæiske turnering.

Der er to runder tilbage i gruppespillet, men allerede nu er tre hold klar til forårets ottendedelsfinaler. Det drejer sig om Paris Saint-Germain, Bayern München og Juventus, der allerede nu kan rette blikket mod knald-eller-fald-kampene.

Herunder bringer vi et hurtigt overblik over de otte grupper.

Gruppe A

  1. Paris Saint-Germain - 12 point
  2. Real Madrid - 7 point
  3. Club Brugge - 2 point
  4. Galatasaray - 1 point

Som nævnt er PSG allerede videre. Real Madrid kan med en sejr i næste kamp hjemme mod PSG gøre franskmændene selskab. Club Brugge har en lille mulighed for at gå forbi spanierne, men det kræver lidt mere matematik - et Real-nederlag mod PSG og en Brugge-sejr i Tyrkiet. Og så vil der være finale i sidste runde mellem belgierne og spanierne.

Gruppe B

  1. Bayern München - 12 point
  2. Tottenham - 7 point
  3. Røde Stjerne - 3 point
  4. Olympiakos - 1 point

Tyskerne er klar til forårets vigtige kampe. Og tager Tottenham en sejr mod gruppens bundprop fra Olympiakos, så er Christian Eriksen og kompagni også videre. Røde Stjerne skal besejre Bayern München i næste kamp, hvis de skal drømme om avancementet, men skal også håbe på nederlag til 'Spurs'.

Gruppe C

  1. Manchester City - 10 point
  2. Shakhtar Donetsk - 5 point
  3. Dinamo Zagreb - 5 point
  4. Atalanta - 1 point

Manchester City er godt på vej mod næste opgave, men har en nøglekamp i næste spillerunde mod Shakhtar fra Ukraine. På samme måde kan enten Dinamo Zagreb tage et vigtigt skridt mod avancementet med en sejr over Atalanta - ligesom italienerne for alvor kan blande sig i kampen om at gå videre med en sejr over kroaterne. En åben gruppe, hvor alle hold stadig har chancer.

Gruppe D

  1. Juventus - 10 point
  2. Atletico Madrid - 7 point
  3. Bayer Leverkusen - 3 point
  4. Lokomotiv Moskva - 3 point

Juventus behøver ikke kigge sig over skulderen. De er videre. Men Atleticos nederlag til Leverkusen onsdag aften betyder, at spanierne ligner et hold presset til sejr i næste spillerundes udekamp i Torino mod Juventus, hvis ikke det skal blive alt for spændende for Simeones tropper. Vinder Atletico er de videre. Lokomotiv og Leverkusen spiller om at lægge presset på Atletico, hvis spanierne misser deres første matchbold.

Gruppe E

  1. Liverpool - 9 point
  2. Napoli - 8 point
  3. Salzburg - 4 point
  4. Genk - 1 point

Ingen hold er sikre endnu, men vinder Liverpool hjemme på Anfield i næste runde, hvor modstanderen er Napoli, så er Premier Leagues tophold videre. På samme måde kan Napoli sikre sig avancementet med en udesejr. Salzburg kan for alvor blande sig i kampen om at gå videre, hvis de besejrer Genk i næste runde. Genk har med 100 procents sikkerhed udspillet sin rolle.

Gruppe F

  1. Barcelona - 8 point
  2. Borussia Dortmund - 7 point
  3. Inter - 4 point
  4. Slavia Prag - 2 point

Det er fuldstændig åbent i gruppen. Selv Slavia Prag kan spille sig videre, hvis Barcelona gør rent bord og vinder deres to sidste kampe, og tjekkerne gør det samme. Barcelona kan sikre sig deltagelse i forårets kampe, hvis de besejrer Dortmund på Camp Nou i næste spillerunde, ligesom tyskerne kan spille sig i en perfekt udgangsposition med en udesejr i det opgør. Inter skal have point i begge sine sidste kampe og mindst én sejr, hvis italienerne skal op på en af de to øverste pladser.

Gruppe G

  1. RB Leipzig - 9 point
  2. Olympique Lyon - 7 point
  3. Zenit - 4 point
  4. Benfica - 3 point

Endnu en åben affære. Leipzig og Yussuf Poulsen har gode kort på hånden og kan sikre sig videre deltagelse med en sejr i næste runde hjemme mod Benfica. Lyon og Joachim Andersen er også i en position, hvor de selv kan afgøre det - men det ligner en nøglekamp, når de besøger Zenit i St. Petersborg i næste opgør. Benfica er ikke uden chancer, men det spidser til for portugiserne, der udover to sejre også skal håbe på, de andre resultater arter sig.

Gruppe H

  1. Ajax - 7 point
  2. Chelsea - 7 point
  3. Valencia - 7 point
  4. Lille - 1 point

En fuldstændig lige trio, hvor det kan ende op med, at det er de indbyrdes opgør, der kommer til at afgøre, hvilke to hold, der går videre. Ved pointlighed er det nemlig de indbyrdes opgør, der er afgørende. Umiddelbart har Chelsea og Ajax de bedste kort på hånden, da de begge mangler at møde Lille, mens Valencia skal møde både englænderne og hollænderne. Helt sikkert er det, at de hold i toptrioen, der vinder begge deres sidste kampe, er videre.