Fodbold

Nægtede at juble over scoring, da han snød FCK for sejren

Benjamin Verbic scorede til resultatet 1-1 for Dynamo Kiev mod sin tidligere klub FC København.

To et halvt år nåede sloveneren Benjamin Verbic at være en del af holdet i FC København, inden han for to år siden skiftede til ukrainsk fodbold.

Derfor var det også en speciel følelse for Dynamo Kiev-spilleren, da han fra kanten af feltet sparkede bolden ind bag Karl-Johan Johnsson i FC København-målet efter 70 minutters spil i Europa League-opgøret torsdag aften.

- Jeg sagde også før kampen, at jeg ikke ville juble, hvis jeg scorede, og jeg viste respekt ved ikke at gøre det, siger Benjamin Verbic til TV 2 SPORT.

- Det var meget følelsesladet. Måske en af de mest følelsesladede kampe i min karriere. Det var virkelig rart at være tilbage og hjemme igen.

Oplevelsen blev endnu mere speciel for Verbic, da han måtte lade sig udskifte med to minutter tilbage af den ordinære spilletid og modtog klapsalver fra FC Københavns tilhængere.

- Fansene viste mig en masse respekt, også da jeg blev skiftet ud. I dag havde de lavet et skilt til mig, og det var en varm velkomst fra fansene.

Kantspilleren åbnede i samme interview muligheden op for en dag at vende tilbage til de forsvarende danske mestre.

- Alt kan ske. Måske vil vi mødes igen en dag, sagde Benjamin Verbic med henvisning til FC Københavns fans.

Det uafgjorte resultat betyder, at FC København med seks point fortsat indtager førstepladsen i deres Europa League-gruppe, men med samme antal point som Dynamo Kiev.

Malmö FF følger lige efter på tredjepladsen med fem point, mens Lugano har to. De to bedste hold i gruppen går videre til knockout-fasen.