Fodbold

Wenger bekræfter møde med Bayern-boss i næste uge

Arsene Wenger stoppede i sommer som manager i Arsenal, som han trænede i 22 år.

Den tyske storklub Bayern München er på jagt efter en ny cheftræner, efter de søndag fyrede Niko Kovac.

Den tidligere Arsenal-manager Arsene Wenger afslører i et interview, at han onsdag snakkede i telefon med bestyrelsesformanden i Bayern München, Karl-Heinz Rummenigge.

Rummenigge sagde ellers tidligere på ugen, at Wenger ikke blev betragtet som en kommende træner. Men ifølge den 70-årige franskmand, så har der altså været kontakt mellem de to parter.

- Vi besluttede at tale sammen i næste uge, fordi jeg er i Doha indtil søndag. Onsdag eftermiddag ringede Rummenigge til mig. Jeg kunne ikke svare, og af høflighed ringede jeg tilbage til ham, siger Arsene Wenger ifølge BBC.

- Han var i sin bil på vej til kampen mod Olympiakos. Vi talte maksimalt i fire til fem minutter. Han spurgte mig, om jeg ville være interesseret, fordi de leder efter en træner. Jeg sagde til ham, at det har jeg brug for noget tid at tænke over.

Arsene Wenger har haft sin trænerkarriere på pause, siden han sidste sommer stoppede som manager i Arsenal efter 22 år i klubben.

De tyske mestre fra Bayern München tabte i weekenden med hele 5-1 til Eintracht Frankfurt, og klubben valgte herefter at sige farvel til kroatiske Niko Kovac, der har stået i spidsen for holdet siden juli sidste år.

Assistenttræner Hans-Dieter Flick har overtaget jobbet som cheftræner, indtil en afløser er fundet.

Bayern München ligger på femtepladsen i Bundesligaen med fire point op til førerholdet Borussia Mönchengladbach. Lørdag møder Bayern München Dortmund på hjemmebane.