Fodbold

Guardiola trods klart nederlag: - Har aldrig været så stolt af mit hold

Pep Guardiola omfavner Sergio Aguero, efter han blev udskiftet. Carl Recine / Ritzau Scanpix

Liverpool er med sejren på 3-1 over Manchester City nu ni point foran rivalerne i Premier League-tabellen.

Manchesters Citys træner, Pep Guardiola, var ude med de helt store rosende ord til sine spillere på trods af nederlaget på 3-1 til Liverpool på Anfield Road.

Den spanske træner omtalte gang på gang sit Manchester City-hold som "mestrene" efter kampen.

- Vi viste, hvorfor vi er mestre. Jeg har aldrig været så stolt af mit hold. Vi kan være stolte af, hvordan vi præsterede, fordi vi mødte Europas stærkeste hold, sagde Pep Guardiola til Sky Sports.

Vi startede utroligt godt, og vi viste utrolig tapperhed

Pep Guardiola, træner Manchester City

Kontroversielt første mål

Liverpool kom foran med 2-0 efter bare 12 minutters spil, men Guardiola fastholdt, at City-holdet var startet kampen flot.

- Vi startede utroligt godt, og vi viste utrolig tapperhed. De er Champions League-mestre, og Anfield er det vanskeligste stadion at spille på i verden. De havde to skud, som gav to mål, opsummerede den spanske træner kampens indledning til BBC.

Pep Guardiola roste sit Manchester City-hold til skyerne efter nederlaget til Liverpool.

Liverpools første mål var kontroversielt, for umiddelbart inden scoring appellerede Manchester City for straffespark efter hånd på bolden af forsvarsspilleren Trent Alexander-Arnold i feltet.

Men dommen fra VAR-rummet var negativ - set med City-briller.

I anden halvleg mente Pep Guardiola igen, at Manchester City blev snydt for et straffespark, men dommerens fløjte var tavs.

De "manglende" straffespark til Manchester City var dog hverken et tema eller en undskyldning efter kampen.

- Spørg dommeren (Mike Riley red.) og VAR-dommerne, ikke mig. Jeg vil tale om vores præstation, der var fantastisk, sagde Pep Guardiola.

Ifølge Pep Guaridiola blev Manchester City snydt for to straffespark.

Ligner en kommende mester

Liverpool er med sejren på 3-1 over Manchester City nu ni point foran rivalerne i Premier League-tabellen.

Dermed ligner Liverpool et varmt bud på en kommende vinder af Premier League - på trods af, at der stadig er 26 kampe og potentielt 78 point at spille om.

Liverpool-manager Jürgen Klopp maner også til besindighed, for klubben har langt fra vundet trofæet på trods af det pæne forspring i toppen af Premier League tidligt på sæsonen.

- Det er ni point, men der er lang vej endnu. Det er ikke vigtigt at ligge nummer ét i november. Det er vigtigt at toppe i maj, siger Klopp.

Giver aldrig op

Pep Guardiola har endnu ikke opgivet at indhente rivalerne fra Liverpool.

- Vi vil altid forsøge at komme tilbage. Vi giver aldrig op, det er derfor, vi har vundet mesterskabet de seneste to sæsoner, siger den spanske træner.

Efter 12 runder i Premier League har Liverpool 34 point, og Merseyside-holdet har dermed kun sat to point over styr via et uafgjort resultat mod Manchester United på udebane.

Dette er en tangering af Manchester Citys rekord for antal point i sæsonerne 2011-12 og 2017-18.