Fodbold

Joachim Andersen kastede sig på gulvet i bussen: - Jeg var lidt bange

Den danske Lyon-forsvarsspiller måtte søge i sikkerhed, da vrede Marseille-fans angreb Lyon-bussen inden søndagens derbykamp.

- Pludselig kunne vi bare høre en masse dunk på bussen. Så tager man godt nok lige hørebøfferne af for at se, hvad der lige foregår.

Joachim Andersen og hans Lyon-holdkammeraters optakt til søndagens derbyopgør mod Marseille var noget anderledes, end hvad den danske forsvarsspiller tidligere har oplevet.

Hvor de normalt prøver at gøre sig klar mentalt til kampen i holdbussen, gjaldt det i stedet om at redde sig selv fra fare og skrammer. På vej gennem Marseille blev Lyon-bussen nemlig angrebet med kasteskyts.

- Lige pludselig kunne jeg bare høre en masse folk råbe og pifte, siger Joachim Andersen til TV 2 SPORT.

Herfra gik det hurtigt, og tre-fire ruder gik i stykker ifølge danskeren, som måtte søge i sikkerhed.

- Så fjerner vi os fra ruderne. Og jeg lægger mig også ned på gulvet i bussen. Så det var ikke det fedeste faktisk, siger han og tilføjer:

- Jeg bliver da lidt bange og tænker på, hvis glasset fra ruden nu rammer os spillere. Det kunne godt gå galt. Vores sikkerhedsfolk i bussen sørgede heldigvis godt for os.

’Den vildeste stemning’

Baldrede ruder og fans, der ikke var på julekort med Lyon-spillerne, hylede dog ikke danskeren ud af den. Han blev faktisk om muligt mere klar til at gå i krig på banen i det vigtige lokalopgør, som endte 2-1 til Marseille.

- Det gjorde os mere tændte, og man var lidt sur på en eller anden måde. ”Nu må vi fandme smadre dem.” Det tog vi med (på banen, red.), og det var meget fedt.

Kort før kampstart på vej ind på banen blev danskeren imponeret over kulissen. En stemning og kulisse, han ikke har været vant til fra Sampdoria-tiden i Italien.

- Tifoen (fra Marseille-tilhængerne, red.) var fuldstændig fantastisk. Nogle vilde fans, de havde, og en kamp med godt smæk på. Det var en vanvittig kamp.

- Det var den vildeste stemning, jeg har oplevet indtil videre.

Joachim Andersen skiftede fra Sampdoria til Lyon denne sommer, og hans første måneder i klubben har også været turbulente. Således har der både været trænerskift og tilværelse på udskiftningsbænken.

Søndag startede den store dansker på banen.

Lyon ligger efter 13 spillede kampe på en skuffende 14.-plads i den franske liga.

Denne uge skal han dog have fokus på landsholdet, hvor Danmark først møder Gibraltar og senere den afgørende kamp mod Irland om EM-billetten.