Fodbold

Per Nielsen i hård kritik af landstræner: - Det er en katastrofe

Brøndbys cheftræner Per Nielsen under en Champions League-kamp. Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Brøndbys træner på kvindesiden, Per Nielsen, kalder det en katastrofe, at Theresa Nielsen ikke har været udtaget til landsholdet.

Ved EM-slutrunden i 2017 blev Theresa Nielsen valgt til slutrundens all star-hold, men den rutinerede forsvarsspiller har haft svært ved at finde vej til landsholdet på det seneste.

Og Brøndbys træner er dybt uenig i landstrænerens beslutning om at udelade Theresa Nielsen.

- Det er da en katastrofe. Det må man da sige, at det er. Hun er langt bedre end dem, som spiller der nu. Det er min mening, siger Per Nielsen til TV 2 SPORT.

Kommentaren kommer i kølvandet på topkampen i Kvindeligaen, hvor Brøndby og Fortuna Hjørring lørdag spillede 2-2.

Theresa Nielsen var i timerne op til opgøret blevet offentliggjort som ny spiller i Brøndby-truppen efter to år hos amerikanske Seattle Reign. Og der gik altså ikke lang tid, før Theresa Nielsen var hovedemnet i en større kritik af landstræneren.

Lars Søndergaard giver dog ikke særlig meget for Per Nielsens kritik.

- Jeg har ingen kommentar til det. Jeg udtager det bedste hold hver evig eneste gang. Jeg kommenterer heller ikke, hvad han udtager. Jeg synes jo bare, at han skal koncentrere sig om sit eget hold, og så koncentrerer jeg mig om landsholdet, siger Lars Søndergaard til TV 2 SPORT.

Søndergaard siger også, at han har talt med Theresa Nielsen om, hvorfor hun ikke har været inde i landsholdsvarmen. Årsagen vil han dog gerne holde for sig selv.

Kritiseres for ikke at møde op

Og Per Nielsen kritiserer ikke kun Lars Søndergaard for sine beslutningerne om at udelade Theresa Nielsen. Han forstår heller ikke, hvorfor landstræneren ikke var til stede ved lørdagens topkamp.

- Han var ikke til stede i dag. Det er også mærkeligt, at der ikke er en landstræner til topkampen, siger Per Nielsen.

At Lars Søndergaard bliver kritiseret for ikke at møde op, ærgrer ham rigtig meget.

- Jeg ville gerne have set kampen i dag, men jeg kan med ro i sindet sige, at jeg har set mange kampe. Nogle gange giver det bare meget mere mening at se en stream, for så kan må slå flere fluer med et smæk. Og det gjorde det i dag, forklarer Søndergaard.

Lars Søndergaard fortæller samtidigt, at han for tre uger siden havde meldt afbud til Brøndby. Han havde nemlig valgt at prioritere et årligt U14-seminar i Vejen, som han havde takket ja til for lang tid siden.

- Så derfor ærgrer det mig også lidt, at jeg får skudt i skoene, at jeg ikke møder op til tingene. Det er absolut ikke i orden. Jeg laver et stor stykke arbejde, synes jeg i hvert fald selv. Jeg har tjek på alle de spillere, der løber rundt omkring, og det er jo min fineste opgave.

- Og så synes jeg i øvrigt, at det er mærkeligt, at Per ikke siger det til mig. Jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor medierne skal blandes ind i det, slutter Lars Søndergaard.