Fodbold

Gode minder fra Dublin kan ikke bruges til noget, mener Hareide

Danmark spillede sig til VM efter en sejr over to opgør mod Irland i 2017.

Det danske landshold har masser af gode minder fra Aviva Stadium i Dublin, men de kan ikke bruges til noget, mener Åge Hareide.

14. november 2017.

Datoen er indmejslet i de fleste danske fodboldfans hukommelser. Det var dagen, det danske herrelandshold kvalificerede sig til VM-slutrunden i Rusland med en storsejr på hele 5-1 i irske Dublin.

Sådan forholder det sig også for de danske landsholdsspillere, der havde fornøjelsen af at være blandt landstræner Åge Hareides udvalgte til skæbnekampen mod Irland. Den 14. november 2017 bliver sent glemt.

- Jeg kan huske nogle billeder af Cornelius, der har en vikingehjelm på, mens han står og skråler, fortæller Lasse Schöne til TV 2 SPORT.

- Og så er der selvfølgelig slutfløjtet og glæden bagefter, og at vi fik lov at gøre Lars (Jacobsen, red.) våd i TV-studiet. Det var også meget sjovt. Det er nogle gode minder, vi har deroppe fra.

Mandag aften, to år og fire dage efter den store præstation, har landsholdet så på ny muligheden for at skabe endnu et specielt minde fra Aviva Stadium i den irske hovedstad.

Her gælder det nemlig på ny en direkte duel med Irland om en plads til en slutrunde. Denne gang til EM.

- Det var en fantastisk aften og en fantastisk præstation af holdet i den kamp. Det må gerne gentage sig, siger den danske back Jens Stryger Larsen til TV 2 SPORT.

Den tidligere landsholdsspiller Lars Jacobsen fik sig et stort bad i øl i TV-studiet.

De gode minder kan ikke bruges, siger Hareide

Hele fem gange indenfor de sidste to år har Danmark og Irland stået overfor hinanden.

Men selvom Danmark endnu har det første nederlag til gode i den periode, så kan de gode minder fra de tidligere møder og VM-kvalifikationen i 2017 ikke bruges til det store. Det understreger den danske landstræner Åge Hareide.

- Det er gode minder, men vi kan ikke bruge det til så meget, for vi ved, at ingen fodboldkampe er ens. Vi kom bagud 0-1 og havde så succes med et heldigt hjørnespark til 1-1, så vi fik ro på det hele, forklarer nordmanden til TV 2 SPORT.

- Fodbold er et mærkeligt spil nogle gange, hvor det nogle gange kan gå helt galt, og andre gange kan gå rigtig godt for os. Vi skal bare levere vores bedste indsats og samme professionalisme som mod Schweiz, så skal det nok gå, hvis vi gør det.

Det er mandag klokken 20:45, den nye skæbnekamp mod Irland sparkes i gang i Dublin. Du kan som altid følge den i vores liveblog på TV 2 SPORT.