Fodbold

Rusland nægter at spille i ny EM-trøje efter design-bommert

Det nyeste billede af det russiske landshold. Men ikke den nyeste landsholdstrøje efter en design-bommert af adidas.

Det russiske landshold spiller ikke i de nyeste trøjer fra adidas, fordi tøjfirmaet har fået det russiske flag galt i halsen

Klæder skaber folk.

Sådan hedder et gammelt ordsprog, og måske var det lige præcis derfor, at det russiske fodboldlandshold lørdag valgte at stille op i sin gamle landsholdstrøje i EM-kvalifikationskampen mod Belgien. Russerne havde ellers for bare få uger siden præsenteret en helt ny landsholdstrøje i samarbejde med adidas.

Problemet er bare, at det nye design indeholdt en ret væsentlig detalje, som ikke er faldet i folks smag.

For på trøjerne, der er røde, som er den farve Rusland traditionelt optræder i, er der omkring ærmerne tænkt på det russiske flag med en blå og hvid kant. Problemer er bare, at det horisontalt giver farvekombination rød-blå-hvid. I stedet for det russiske flag, der er hvid-blå-rød-stribet.

Faktisk er en rød-blå-hvid farvekombination den, som optræder i det serbiske flag.

Her er den nye russiske landsholdstrøje med den kontroversielle farvesammensætning omkring ærmet

Derfor er meldingen fra det russiske fodboldforbund ganske klart.

- I de kommende kampe, vil det russiske landshold fortsætte med at spille i den dragt, de begyndte kvalifikationen i, lyder det fra forbundet til det franske nyhedsbureau AFP.

Rigtigt flag når folk klapper

Derfor var det den gamle dragt, der var hentet frem i lørdagens 1-4 nederlag til Belgien på Krestovskij Stadion i St. Petersborg.

Den russiske landstræner, Stanislav Cherchisov, har ellers forsøgt at tage design-brøleren med lidt højt humør, da den nye dragt blev præsenteret.

- Når fans bakker op om holdet ved at klappe med hænderne over hovedet, så vil man kunne se det russiske flag.

Det ændrer dog ikke ved, at det er de gamle trøjer, der bliver fundet frem igen på tirsdag i San Marino, når Rusland spiller sin sidste kamp i kvalifikationen.

Russerne er dog klar til EM-slutrunden næste sommer, og lige nu er meldingen, at der med stor sandsynlighed kommer et nyt trøjedesign til den tid.