Fodbold

- Næsten uartigt at tale sådan en stime ned, siger ekspert

Fodboldeksperter og -kommentatorer er imponeret over Åge Hareides stime, selvom niveauet hos modstanderne har været svingende.

I et stort jubelbrøl kunne de danske landsholdsspillere råbe glæden ud mandag aften.

Det skete med 1-1-resultatet på udebane i Irland, hvor Danmark med det ene point sikrede sig en billet til EM-slutrunden i 2020 på hjemmebane.

Billetten og sejren betyder samtidig, at Danmark under ledelse af Åge Hareide ikke har tabt i ordinær tid - inklusiv forlænget spilletid - i de seneste 34 landskampe.

Den tidligere landsholdsspiller Morten Bruun, der er fodboldekspert hos Discovery, erkender, at Danmark ikke er blevet udfordret i alle kampene, der indgår i stimen. Dog har de alligevel været presset i mange af dem, og derfor vil det være forkert at negligere stimen.

- Det er næsten uartigt at tale sådan en stime ned, men det er selvfølgelig også rigtigt, at der vel næsten ikke er andre kampe mod A-nationer end 0-0-kampen mod Frankrig ved VM-slutrunden og kampen mod Kroatien i samme turnering, der blev afgjort efter straffespark. Så er der 1-1-kampen mod Tyskland i Brøndby (i juni 2017, red.), men det var en halv B-landskamp, siger Morten Bruun til TV 2 SPORT.

- Man skal ikke tale sådan en stime ned, men det er også rigtigt at sige, at der ikke er mange resultater imellem, som, hvis man viste rekordlisten til folk i England, Tyskland og Frankrig, ville få dem til at spærre øjnene op og sige: ”hold da kæft". Men Danmark er jo ikke Tyskland, Frankrig eller Italien. Vi er jo en nation på et europæisk mellemniveau, og det skal også med i betragtningen.

- For hvis man nu var en af de allerstørste fodboldnationer og blev præsenteret af den række af modstandere, ville man sige, at det manglede da bare, siger fodboldeksperten.

De har den fordel, at de kan forberede sig hjemme, spille hjemme og få opbakningen fra det danske folk

Flemming Toft, fodboldkommentator, TV 2 SPORT

Mikkel Bischoff, fodboldekspert hos Discovery, er ligeledes imponeret over stimen. Han lægger ikke så meget i kampene mod de store nationer, men mere i de resultater mod lande, der er på niveau med Danmark.

- Det er en meget, meget imponerende stime. Danskerne har skullet spille mod en masse hold, der har været på deres niveau. Danmark har ikke tabt til de hold, de har skullet måle sig med. Hvis man spiller mod nogen, der skulle være lige så gode som én, burde man jo tabe i nogle af kampene, og det har de ikke gjort. Det er imponerende, siger Bischoff.

Danskerne går ikke i panik

TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft kalder bedriften for det største for dansk fodbold i nyere tid. Han mener ikke, at rekorden er kommet på et billigt grundlag, og derfor vil Danmark kunne bruge stimen ved EM.

- Foreløbigt har landsholdet spillet tre år uden at tabe landskampe. Det er i sig selv et fundament, de kan tage med til den her slutrunde. De kommer selvfølgelig op mod nogle modstandere, de må betragte som stærkere end dem, de har mødt i kvalifikationskampene. Men til gengæld har de den fordel, at de kan forberede sig hjemme, spille hjemme og få opbakningen fra det danske folk.

Det danske landshold jubler efter kampen mod Irland.

- Det betyder utroligt meget. Det vil styrke selvtilliden og organisationen yderligere og sammenholdet endnu mere. Ballasten er i orden, siger Flemming Toft.

Det er Morten Bruun enig i. Han mener, at stimen er et tegn på, at der er en stærk mentalitet på det danske landshold.

- Jeg synes ikke, at der var optræk til decideret panik mod Irland, selvom tingene ikke kørte. Man ser ikke himmelvendte øjne og armene rakt op i frustrationer. Der virker det, som om der er bygget et kollektiv op, hvor man siger, at de skal igennem det her som hold, siger fodboldeksperten.

Hareide jagter rekorden

Den uofficielle rekord indehaves lige nu af både Spanien og Brasilien, der tidligere spillede 35 kampe i streg uden nederlag.

I Danmarks stime på 34 kampe uden nederlag i ordinær spilletid skal man dog fraregne vikarlandsholdets nederlag til Slovakiet samt nederlagene i venskabskampene til Jordan og Sverige i januar 2018. Det er dog alle kampe, hvor Åge Hareide ikke stod på sidelinjen.

Dermed kan landstræneren stadig nå rekorden, og den har han allerede sat næsen op efter.

- Det betyder utroligt meget for mig, hvis jeg kan blive den danske landstræner med det højeste pointsnit. Jeg er et menneske, der er drevet af, at jeg vil vinde for enhver pris. Jeg vil gå langt for at nå mit mål, sagde han inden Irland-kampen til Ekstra Bladet.

Ifølge Mikkel Bischoff betyder stimen meget mentalt for de danske spillere, men fungerer også som et modargument mod kritiske spørgsmål, når spillet ikke fungerer.

- Spillerne og Hareide tænker på stimen - det er en god historie. Hareide nævner den jo hver gang, han har mulighed for det, og spillerne gør det også. Der er mange medier, der snakker stimen ned, som snakker om spillet, og så kan de blive ved med at nævne det her, siger Mikkel Bischoff.

Her er kampene i Åge Hareides stime

  • 18/11-2019: Irland vs. Danmark – 1-1
  • 15/11- 2019: Danmark vs. Gibraltar – 6-0
  • 15/10-2019: Danmark vs. Luxembourg – 4-0
  • 12/10-2019: Danmark vs. Schweiz – 1-0
  • 8/9-2019: Georgien vs. Danmark – 0-0
  • 5/9-2019: Gibraltar vs. Danmark – 0-6
  • 10/6-2019: Danmark vs. Georgien – 5-1
  • 7/6-2019: Danmark vs. Irland – 1-1
  • 26/3-2019: Schweiz vs. Danmark – 3-3
  • 21/3-2019: Kosovo vs. Danmark – 2-2
  • 19/11-2018: Danmark vs. Irland – 0-0
  • 16/11-2018: Wales vs. Danmark – 1-2
  • 16/10-2018: Danmark vs. Østrig – 2-0
  • 13/10-2018: Irland vs. Danmark – 0-0
  • 9/9-2018: Danmark vs. Wales – 2-0
  • 1/7/2018: Kroatien vs. Danmark – 1-1 efter ordinær spilletid
  • 26/6-2018: Danmark vs. Frankrig – 0-0
  • 21/6-2018: Danmark vs. Australien – 1-1
  • 16/6-2018: Peru vs. Danmark - 0-1
  • 9/6-2018: Danmark vs. Mexico - 2-0
  • 2/6-2018: Sverige vs. Danmark – 0-0
  • 27/3-2018: Danmark vs. Chile – 0-0
  • 22/3-2018: Danmark vs. Panama – 1-0
  • 14/11-2017: Irland vs. Danmark – 1-5
  • 11/11-2017: Danmark vs. Irland – 0-0
  • 8/10-2017: Danmark vs. Rumænien – 1-1
  • 5/10-2017: Montenegro vs. Danmark – 0-1
  • 4/9-2017: Armenien vs. Danmark – 1-4
  • 1/9-2017: Danmark vs. Polen – 4-0
  • 10/6-2017: Kasakhstan vs. Danmark – 1-3
  • 6/6-2017: Danmark vs. Tyskland – 1-1
  • 26/3-2017: Rumænien vs. Danmark – 0-0
  • 15/11-2016: Tjekkiet vs. Danmark – 1-1
  • 11/11-2016: Danmark vs. Kasakhstan – 4-1