Fodbold

- Vi var det bedste hold, siger skuffet irsk anfører

Shane Duffy var ikke i tvivl om, at Irland forspildte en stor chance for at spille sig i EM til næste år, da de ikke formåede at slå Danmark.

11 skuffede spillere fra Irland forlod Aviva Stadium i Dublin mandag aften uden en EM-plads i bagagen.

Tomhændet gik de i omklædningsrummet velvidende, at de blot var én scoring fra forløsningen i en kamp mod Danmark, som de ifølge holdets anfører havde stor ære af.

- Jeg mener, vi var det bedste hold. De skabte ikke så mange store chancer, og jeg følte, det var vores kamp. Det var vores øjeblik, siger Irlands anfører, Shane Duffy, til Independent.

Irerne var tvunget til sejr mod Danmark, og det så for alvor svært ud, da Martin Braithwaite bragte udeholdet foran 1-0 i det 73. minut.

- Én fejl kostede os hele aftenen, og det er skuffende. Bolden gik mellem mig og Matt (Doherty, red.), og der var lidt miskommunikation. På dette niveau bliver man straffet for det, siger Duffy.

Ny chance i marts

Irerne kom dog tilbage, og 12 minutter senere stod det 1-1, og en hæsblæsende irsk jagt på et forløsende mål blev indledt. Det lykkedes dog ikke, og dermed gik EM-pladsen til danskerne.

Irernes håb om EM-billetten er dog ikke ude. De har nemlig fortsat chancen i Nations League-playoff til marts i næste år.

- Nu skal vi samle os selv op og forsøge igen i playoff-kampene. Det er skuffende, det er hårdt, men vi er nødt til at komme igen og tænke på i marts, siger anføreren.