Efter endnu en kamp i Parken: Sådan kan du se Danmark på hjemmebane
Selvom de fleste billetter til EM-kampene i Parken er blevet revet væk, er der stadig en chance for at se landsholdet på hjemmebane næste sommer.
Mandag sikrede Danmark sig en plads ved EM i 2020, der spilles i 12 europæiske lande - herunder Danmark.
Fredag blev det så afgjort, at danskerne skal spille alle sine kampe i gruppespillet i Parken, da det var Danmark og ikke Rusland, der blev trukket op ad bowlen ved en lodtrækning i UEFAs hovedkvarter i Nyon. Danskerne får dermed hjemmebane og bliver vært i holdenes indbyrdes opgør i gruppe B.
Til hver af de danske gruppekampe bliver der 4. december sat omkring 5000 billetter til salg - dette gælder også Danmarks kamp mod Rusland i Parken, der er kommet senere til.
For at komme i betragtning til billetterne skal man være medlem af Herrelandsholdets Fanklub. Billetterne uddeles i to kategorier:
- Halvdelen sælges til de medlemmer, der har flest loyalitetspoint
- Halvdelen sælges ved lodtrækning blandt alle medlemmer, men loyalitetspoint giver flere lodder i puljen
Kampene i Parken spilles 13., 18. og 22. juni, mens Parken også bliver vært for en ottendedelsfinale.
Ottendedelsfinalen i Parken bliver dog under ingen omstændigheder med dansk deltagelse.
Mange billetter er allerede solgt
12. juni i år blev "omkring en tredjedel" af alle billetter sat til salg. Her blev billetterne altså solgt, allerede inden det stod klart, at Danmark havde kvalificeret sig.
EM bliver for første gang nogensinde spredt udover Europa på 12 stadions i 12 forskellige lande.
De værtslande, der formår at kvalificere sig til slutrunden, bliver samtidig garanteret kampe på hjemmebane. Danmark og Rusland deler værtskabet for gruppe B, og derfor er de allerede blevet placeret i gruppen sammen. Derfor skulle der trækkes lod om hjemmebanen i de to indbyrdes opgør.
Fordi flere andre nationer allerede er automatisk placeret i andre grupper, kommer Belgien til at blive en af de to andre modstandere. Det fjerde hold bliver enten Wales eller Finland.
Åbningskampen spilles i Rom, mens semifinaler og finalen spilles i London.
- Arena Națională, Bukarest, Rumænien
- Bakı Olimpiya Stadionu, Baku, Aserbajdsjan
- Aviva Stadium, Dublin, Irland
- Parken, København, Danmark
- Hampden Park, Glasgow, Skotland
- Puskás Aréna, Budapest, Ungarn
- San Mamés, Bilbao, Spanien
- Johan Cruyff Arena, Amsterdam, Holland
- Krestovsky Stadium, Skt. Petersborg, Rusland
- Allianz Arena, München, Tyskland
- Stadio Olimpico, Rom, Italien
- Wembley, London, England