Fodbold

- United er ikke i samme liga som os, siger Liverpool-back

Andrew Robertson spiller venstreback for Liverpool. Jason Cairnduff / Ritzau Scanpix

Ifølge Andrew Robertson havde det været bedre for rivaliseringen, hvis Manchester United præsterede bedre, end det er tilfældet i denne sæson.

De er begge blandt de mest toneangivende klubber i Premier Leagues historie, men i spillet på banen hører Liverpool og Manchester United ikke til i samme liga i øjeblikket.

Det mener højrebacken Andrew Robertson, der sammen med Liverpool indtager førstepladsen med hele 20 point foran United på 9.-pladsen.

- United har fået en svær start på sæsonen. Hver gang de prøver at komme i gang, ryger de et skridt tilbage. De er en enorm klub med vældig gode spillere. Jeg tror, de kommer til at vise det i denne sæson og ende højt i tabellen. Men akkurat nu er de ikke i samme liga som os. Vi kommer til at slutte foran dem, og sådan er det bare, siger Robertson til VG.

Liverpool og Manchester United er de mest vindende engelske klubber både nationalt og internationalt, og sidstnævnte fører den interne duel om Premier League-titler med 20 mod Liverpools 18.

United har været mest dominerede på denne side af årtusindeskiftet, men siden Sir Alex Ferguson stoppede som manager i klubben i 2013, er styrkeforholdet skiftet i Liverpools favør i en sådan grad, at det påvirker den interne duel.

- For at være ærlig så jeg helst en rivalisering, hvor de gjorde det godt, mens vi også stadig gjorde det godt. Det ville måske være bedre, hvis styrkeforholdet var lidt mere lige. Det gør, at man altid holder sig skarp, og det får fansene til at fejre sejrene endnu mere, siger Andrew Robertson.

- Liverpool-fansene nyder det

Selvom mesterskabspilen i øjeblikket peger på Liverpool, kender en af holdets andre spillere, Alex Oxlade-Chamberlain, godt til det at være på et hold, hvor ikke alt går helt, som man håber.

Før skiftet til Anfield i 2017 spillede englænderen nemlig i seks år i Arsenal, hvor det på trods af klubbens størrelse og status heller ikke lykkedes for alvor at byde sig til i kampen om Premier League-titlen.

- Personligt har jeg været på et hold, hvor vi ønskede at gøre det bedre, og hvor fansene forventede mere af os, men hvor det ikke gik sådan, siger Oxlade-Chamberlain, der dog ikke forventer lige så meget sympati fra Liverpool-supporterne.

- Jeg er sikker på, at Liverpool-fansene nyder, at United er langt nede i tabellen.

Liverpool er forsvarende Champions League-mestre, men har ikke vundet Premier League siden 1990. Efter 13 kampe fører de med otte point ned til Leicester på andenpladsen.