Fodbold

Bolden ville ikke hoppe: Voldsom regn udsætter Serie A-kamp

Opgøret mellem Lecce og Cagliari vil blive forsøgt gennemført mandag eftermiddag.

Tre gange testede dommer Maurizio Marianis banen, før han traf beslutningen.

Voldsomt stormvejr og uafbrudt regn gjorde det umuligt at spille fodbold på Stadio Via del Mare søndag aften.

- Der er mange områder, hvor bolden ikke hopper. Gutter, for mig at se kan vi ikke spille, sagde dommeren ifølge Football Italia til anførerne, Cagliaris Radja Nainggolan og Fabio Lucioni fra Lecce.

Flere frivillige havde ellers forsøgt at trodse det massive regnvejr og gøre fodboldbanen spilbar.

Men anførerne var enige med dommeren, og derfor er Serie A-kampen mellem Lecce og Cagliari udsat til mandag klokken 15. Hvis altså vejret tillader det, for regnen forventes at fortsætte indtil middag.

Efter beslutningen om at udsætte kampen gik spillerne på banen og takkede de tilbageværende tilskuere for begge hold.

Flere fans af hjemmeholdet, Lecce, der ligger i det sydligste Italien, skulle have tilbudt husly til de gæstende Cagliari-supportere, der havde taget den lange tur fra middelhavsøen Sardinien, fortalte Lecce-præsident Saverio Sticchi Damiani.

Strømsvigt og lukkede indgange

Allerede inden kampen havde han argumenteret for en udsættelse.

- Problemet er, at banen er fuld af vand. Hvis regnen stopper, vil drænsystemet sandsynligvis virke, men vejrrapporterne antyder, at regnen vil fortsætte med samme intensitet i flere timer, sagde Saverio Sticchi Damiani ifølge Football Italia til Sky Sport Italia.

Cagliari-træner Marcello Carli var også for en udsættelse af opgøret.

- Hvis vi vil se en fodboldkamp, er det nok bedre at spille den i morgen (mandag, red.), sagde han.

Også uden for stadion skabte især stormvejret problemer op til det aflyste opgør, da træer angiveligt faldt ned på parkeringspladsen. Det fik politiet til at lukke flere indgange.

Vejret resulterede desuden i et strømsvigt på stadion.

Stadio Via del Mare op til det aflyste opgør mellem Lecce og Cagliari.
Maurizio Mariani måtte konstatere, at bolden ikke kunne hoppe på grund af de store mængder vand.
Dommer Maurizio Marianis og anførerne Fabio Lucioni (tv) og Radja Nainggolan (th) var enige om at aflyse kampen.

Lecce er i tabellen nummer 17 ud af de 20 hold i Serie A, mens Cagliari overraskende ligger nummer fem.