Fodbold

Her er smuthullerne, der redder Ruslands EM

Rusland er en af 12 værtsnationer til det forestående EM. Jennifer Lorenzini / Ritzau Scanpix

Rusland kan ikke fratages EM-værtskabet, vurderer direktøren i Play the Game.

Meget tyder på, at Rusland bliver udelukket fra at afholde og deltage i store sportsbegivenheder de næste fire år.

Det er i hvert fald anbefalingen fra det uafhængige udvalg CRC under Det Internationale Antidopingagentur (WADA), som bestyrelsen kan vælge at følge ved en afstemning 9. december.

Men derfor kommer russerne - paradoksalt nok - stadig til at beholde værtskabet til EM i fodbold næste sommer. Og russiske spillere kan desuden få lov at tage kampen op mod Danmark, som de er havnet i pulje med.

Det vurderer Jens Sejer Andersen, direktør i den uafhængige institution Play the Game, der arbejder for at fremme demokrati, åbenhed og ytringsfrihed i international idræt.

Hvad er Play the Game?

Play the Game er en uafhængig institution under Idrættens Analyseinstitut. Gennem sine konferencer, forskningsprojekter og andre oplysningsaktiviteter har institutionen igennem snart tyve år udviklet sig til et unikt forum for idrætsdebat.

Play the Game samler blandt andet journalister, akademikere, whistleblowers, idrætsledere og andre eksperter - blandt andet til debat om korruption i idrætsorganisationer, brug af doping i topsport samt omkostningerne ved OL og andre store idrætsbegivenheder.

Play the Game er i dag udpeget til rådgivende udvalg under EU, Europarådet og UNESCO.

Kilde: Gyldendal

Han påpeger flere "smuthuller" i anbefalingen. Her står blandt andet, at Rusland skal fratages tildelte sportsbegivenheder "medmindre det er juridisk eller praktisk umuligt at gøre".

- Det er et meget interessant lille smuthul, der er bygget ind her. Der står, at Rusland skal fratages store idrætsbegivenheder, hvis det kan lade sig gøre, siger Jens Sejer Andersen.

- Men hvornår kan noget lade sig gøre? Hvad vil det sige, at noget er praktisk umuligt? Det kunne sagtens tænkes, at Rusland får lov at spille på hjemmebane, fordi det er umuligt at flytte en fodboldkamp.

Men WADA har da lagt pres på sig selv ved at offentliggøre anbefalingen

Jens Sejer Andersen, direktør for Play the Game

Det er imidlertid ikke eneste smuthul, der kan redde russernes værtskab. EM-slutrunden er nemlig en kontinental begivenhed - det vil sige kun for hold fra Det Europæiske Fodboldforbund, UEFA - og ikke en international begivenhed som for eksempel VM.

Kontinentale begivenheder er ikke underlagt den såkaldte International Standard for Code Compliance før 2021.

- Det tyder ikke på, at russerne kan fratages EM, siger Jens Sejer Andersen.

Samme konklusion drager britiske The Telegraph samt russerne selv tirsdag eftermiddag.

Jens Sejer Andersen mener, at Den Internationale Fodboldunion (FIFA), der arrangerer VM, i teorien kan pålægge UEFA at efterleve WADAs regelsæt, men kalder det usandsynligt i praksis.

Russere til EM under neutralt flag?

Til vinter-OL i 2018 stillede 178 russiske atleter uden doping-historik op under neutralt flag.

Det er for tidligt at sige, om noget lignende kan blive tilfældet til sommerens EM-slutrunde. Altså, om russiske spillere uden doping-historik får lov at tage kampen op under neutralt flag.

Det er ét scenarie - et andet er, at alle russere udelukkes.

- Det er for tidligt at sige, hvordan det her eventuelt bliver udmøntet. Men jeg læser det ikke som en total sportsboykot af Rusland, siger Jens Sejer Andersen.

- Der står ikke noget om, at de skal smides ud af EM. Der står noget om, at de ikke kan være værter for store begivenheder. Og de kan ikke få lov at stille op under russisk flag.

I første omgang skal WADAs bestyrelse afgøre, om de overhovedet vil følge anbefalingen fra det uafhængige udvalg.

- På det her tidspunkt har WADAs bestyrelse jo faktisk ikke udtalt sig om, hvorvidt de vil følge den her anbefaling. Men WADA har da lagt pres på sig selv ved at offentliggøre anbefalingen.

Jens Sejer Andersen hæfter sig dog ved, at WADA, indtil nu har lagt sig tæt op af Den Internationale Olympiske Komités (IOCs) politik, der ifølge ham "har udfoldet store bestræbelser på at mildne konsekvenserne for Rusland så meget som muligt".

EM starter den 12. juni og afholdes i 12 forskellige værtsbyer. Den russiske er Sankt Petersborg.