Fodbold

Zlatan Ibrahimovic køber sig ind i svensk fodboldklub

Zlatan Ibrahimovic har købt sig ind i Allsvenskan-klubben Hammarby.  Tt News Agency / Ritzau Scanpix

Zlatan Ibrahimovic har købt sig ind i fodboldklubben Hammarby IF, der i sidste sæson blev nummer tre i den bedste svenske række.

Fodboldspilleren Zlatan Ibrahimovic har købt en fjerdedel af Allsvenskan-klubben Hammarby IF. Det bekræfter fodboldstjernen selv i et interview med det svenske medie Aftonbladet.

- Jeg vil hjælpe Hammarby til at blive bedst i Skandinavien, siger Zlatan Ibrahimovic.

Zlatan Ibrahimovic har de seneste år spillet for LA Galaxy i den amerikanske MLS, og investeringen i den svenske ligaklub trækker tråde til tiden i USA. LA Galaxy er således ejet af selskabet The American Anschutz Entertainment Group (AEG), og selvsamme selskab ejer 47 procent af Hammarby IF.

Den 38-årige fodboldspiller har således købt 50 procent af AEG's aktier, hvilket betyder, at Zlatan Ibrahimovic nu ejer cirka en fjerdedel af Hammarby IF.

- Jeg har lavet en aftale med Hammarby og AEG for at kunne gøre det her så globalt som overhovedet muligt. Vi kommer til at se det her over hele verden. Ikke kun i Sverige, men i hele verden. Alle skal vide, hvem Hammarby er, og vide, at når du ser dette logo, er det Hammarby, siger svenskeren.

Har endnu ikke stoppet sin aktive karriere

Allerede tirsdag blev Zlatan Ibrahimovic og Hammarby IF forbundet, da han på Instagram postede en video med en Hammarby-trøje, hvorpå navnet Ibrahomovic var skrevet på bagsiden. Ingen vidste dog, hvad det helt konkret handlede om.

Nu står det altså klart, at det handler om en investering i klubben, der sidste år blev nummer tre i Allsvenskan.

- Det føles fantastisk. Det føles spændende med Hammarby, et helt andet projekt, og jeg er meget motiveret.

- Jeg vil være meget engageret, den dag jeg stopper med at spille fodbold. Jeg ser frem til at arbejde med fodbold fra en anden vinkel, siger Ibrahimovic.

Zlatan Ibrahimovic er i øjeblikket klubløs, efter han for få uger siden meddelte, at han stopper i LA Galaxy. Det vides endnu ikke, hvor svenskeren fortsætter sin karriere, der indtil nu har sendt ham til klubber som Ajax, Juventus, Inter, Barcelona, AC Milan og PSG.