Åge Hareide er 'meget tilfreds' med dansk EM-lodtrækning

16x9
Hareide slutter sin tørn som dansk landstræner ved EM 2020. Foto: Lorraine O'sullivan / Ritzau Scanpix

Det stod klart på forhånd, at Danmark skal møde Rusland og Belgien ved EM 2020. Finland blev sidste hold i gruppen, og det glæder Åge Hareide.

Der var egentlig ikke så mange spørgsmål set med danske øjne, da lodtrækningen til næste sommers EM blev foretaget lørdag aften i Bukarest.

Danmark, Rusland og Belgien var placeret i Gruppe C, og så var spørgsmålet bare, om Wales eller Finland blev det sidste hold. Lykkens gudinde ville, at den danske landstræner fik sit ønske opfyldt med Finland som sidste modstander.

Samtidig blev det dobbelt op på de gode nyheder, da Danmark ovenikøbet får lov at starte mod Finland i Parken den 13. juni.

- Jeg er meget tilfreds. Der var ikke så meget på spil for os, da vi kendte Belgien og Rusland. Men det er Finland i første kamp, og det er fin modstander. Og det er fint for de finske fans, der skal til København, og vi får et nordisk opgør, siger Åge Hareide til DR Sporten.

- Det er meget vigtigt at komme godt fra start. Så vi skal have tre point i første kamp, og så bliver det spændende at se, hvem der går videre. Men den første kamp er altafgørende.

'Vi kan ikke dele sejrene ud på forhånd'

I interviewet var Hareide heller ikke sen til at slå fast, at der fandtes meget værre grupper som eksempelvis Gruppe F med Portugal, Frankrig, Tyskland og et endnu ukendt hold.

Og selvom han er optimistisk på egne vegne, så advarer Hareide samtidig mod at tro, at Danmarks EM-åbningskamp mod Finland er tre sikre point på kontoen.

- Vi har en tro på, at vi kan gå videre. På vores bedste dage kan vi spille op med alle hold, og det skal vi også kunne i vores gruppe.

- Men vi skal ikke dele sejrene ud på forhånd. Vi skal forberede os til EM, og vi skal være meget fokuserede i hver eneste kamp, for de er alle helt afgørende for, hvordan slutrunden går for os.

- Meget afhænger af vores åbningskamp mod Finland, for den bestemmer, hvordan vejen er til at komme videre. Enten kommer vi godt fra start, eller også kommer vi under et stort pres. Så det bliver en meget interessant åbning, tilføjer Åge Hareide til Ritzau.

Kampprogrammet i Gruppe B

  • 13. juni: Danmark - Finland (Parken)
  • 13. juni: Belgien - Rusland (Sankt Petersborg)
  • 18. juni: Danmark - Belgien (Parken)
  • 18. juni: Finland - Rusland (Sankt Petersborg)
  • 22. juni: Danmark - Rusland (Parken)
  • 22. juni: Finland - Belgien (Sankt Petersborg)

Det er første gang, at finnerne skal deltage ved et EM, og danskerne kommer blandt andet til at møde de tidligere superligaprofiler Lukas Hradecky og Teemu Pukki.

Det seneste møde mellem Danmark og Finland var i 2011, da Danmark vandt en testkamp med 2-1 i Esbjerg på mål af Daniel Agger og Nicklas Bendtner. Man skal helt tilbage til 1987, før holdene har mødtes i en kamp om point.

Hele turneringens åbningskamp bliver mellem Italien og Tyrkiet i Rom. Den kamp spilles 12. juni.