Fodbold

Atlético-spiller: - Messi fik det til at se let ud

Lionel Messi kan score ud af det blå, og det var forskellen mellem Barcelona og Atlético, mener Saúl Ñíguez.

Man må bare bøje sig i støvet for Lionel Messi.

Sådan lyder meldingen fra den frustrerede Atlético Madrid-spiller Saúl Ñíguez, efter at hans hold søndag måtte se sig slået i en tæt kamp mod Barcelona.

Med et mål få minutter før slutfløjt sørgede argentineren for en 1-0-sejr til Barcelona, da han med en velplaceret afslutning sendte bolden forbi en chanceløs Jan Oblak i Madrid-målet.

Og det er den slags ting, der sker, når man møder Messi, lader Ñiguez forstå.

- Vi føler, at skæbnen var hård ved os, siger Atlético-spilleren.

- Vi spillede fremragende, og Barcelona havde næsten ingen chancer. Men når Messi dukker op, så er han i stand til at gøre hvad som helst, og han fik det til at se så let ud. Det er derfor, han er den bedste.

Sejren giver holdet fra Catalonien duksepladsen i den bedste spanske række, dog med samme pointtal som Real Madrid.

Målet var Messis nummer 30 mod Atlético, som han har stået overfor i alt 39 gange i betydende kampe.

Barcelonas sejr var samtidig det første hjemmebanenederlag til Atlético, siden holdet blev slået af Real Madrid i februar på Wanda Metropolitano.

Også Barcelona-træner Ernesto Valverde ser Messi som en afgørende faktor.

- Hver gang man står i en kamp som denne, der er meget tæt og meget hård, er det en fordel at kunne regne med Messi, siger han.