Fodbold

Ny overenskomst skal sikre fodboldtalenter bedre vilkår

De danske fodboldklubber og deres spillere er blevet enige om en fem og halvårig overenskomstaftale.

En ny overenskomst kom mandag på plads i dansk fodbold, og den skal forbedre vilkårene for unge spillere.

En ny overenskomst skal forbedre vilkårene for de helt unge fodboldspillere samt dem, som skal planlægge livet efter den aktive karriere.

Det er en del af den pakke, som kom på plads mandag mellem Divisionsforeningens Arbejdsgiverforening, der repræsenterer fodboldklubberne, og Spillerforeningen.

Det oplyser Spillerforeningen og Divisionsforeningen i en pressemeddelelse.

Det forklares, at parterne er blevet enige om en ny overenskomst for fodboldspillernes ansættelser i de danske klubber, og at aftalen løber de næste fem et halvt år.

Det har ifølge parterne ikke været et dramatisk forløb at blive enige, som man har set det i andre aftaler og overenskomster i dansk fodbold.

- Aftalen er kommet i stand efter et konstruktivt forhandlingsforløb med en møderække på over ti møder og uden behov for at opsige den nuværende overenskomst, oplyses det.

Godt nyt til trainees

Nogle af de væsentlige nye tiltag i overenskomsten er sket på området for trainees - altså unge spillere, der stadig er i gang med deres fodbolduddannelse.

Et andet nyt element i aftalen er, at der er øget finansiering til uddannelsesrådgivning, jobrådgivning og håndtering af fodboldkarrieren.

Jeppe Curth, der er formand i Spillerforeningen, påpeger, at overenskomsten også er en hjælp til spillere i slutningen af fodboldkarrieren:

- Man kan sige, at aftalen sikrer, at der nu er endnu større fokus på dem, der er på vej ind og ud af kontraktfodbolden, hvilket er to vigtige transitioner for mennesket bag fodboldspilleren og derfor vigtigt at have opmærksomhed på, siger han.

Thomas Christensen, formand i Divisionsforeningens Arbejdsgiverforening, mener, det er vigtigt at have fokus på unge spillere.

- Aftalen giver bedre forudsætninger for, at flere af vores trainees kan give fodbolden fuldt fokus i den vigtige transitionsfase fra ungdoms- til seniorspiller.