Fodbold

For 25 år siden ændrede 'Miraklet i Madrid' dansk fodbold

TV 2/Fyn logo
I samarbejde med TV 2/Fyn

TV 2's fodboldekspert Flemming Toft husker Miraklet i Madrid som en de største kampe i dansk fodbold.

6. december 1994.

En aften, der har printet sig ind i hukommelsen hos mange danske fodboldfans. En aften, der blev døbt 'Miraklet i Madrid'. Og en aften, der ifølge TV 2's mangeårige fodboldekspert Flemming Toft ændrede dansk fodbold.

- Det var med til at løfte den generelle indstilling i specielt de store klubber til, at man internationalt kunne gøre noget, hvis man arbejdede professionelt med tingene, forklarer Flemming Toft.

TV 2/Fyn har mødt ham i anledning af 25-året for Miraklet i Madrid. Han var selv tilstede på Real Madrids hjemmebane Santiago Bernabéu som kommentator, da det største resultat i dansk klubfodbold blev en realitet.

OB vandt 2-0 over mægtige Real Madrid og gik videre til kvartfinalen i UEFA Cup-turneringen - og Flemming Toft glemmer det aldrig.

- Det er det største klubresultat i dansk fodbolds historie, at de sender en storklub som Real Madrid ud, siger han.

Preben og jeg tænkte bagefter: Det er et fedt engagement, han har, det er en fed selvtillid, han har, men han er jo bindegal!

Flemming Toft, fodboldkommentator

Og med den sensationelle sejr blev OB folkeeje.

- Nu kommer OB med her som et nyt publikumsfavorithold. Ikke kun på Fyn, men faktisk over hele landet, fordi man havde fået meget Brøndby. Nu trængte man også til at få noget andet, og så fik man altså et OB-hold, der kunne gøre sig gældende. Og det betød meget for dansk klubfodbold fremadrettet, siger Flemming Toft.

- Han er jo bindegal

Sejren i Madrid endte altså med at blive en historisk en af slagsen. Ikke bare for OB, men for dansk klubfodbold.

Og det var der ikke mange, der havde forventet. OB havde i den første kamp mod det spanske storhold tabt med 2-3, og der var stort set ingen, som troede på, at de stribede fra Fyn kunne gå videre i den europæiske turnering.

Heller ikke Flemming Toft.

- Det hele var faktisk overstået, inden det gik i gang i Madrid. Sådan havde vi det alle sammen, måske med nogle enkelte fynske undtagelser.

En af de fynboer var OB's cheftræner Kim Brink.

- Kim Brink var jo helt sikker på, at de gik videre, husker Flemming Toft.

Han kommenterede kampen med den tidligere danske landsholdsangriber Preben Elkjær. Og inden opgøret spiste de to frokost med Kim Brink, hvor han skulle forklare taktikken.

- Han (Kim Brink, red.) gik så meget op i det, og han var så sikker på, at de ville vinde den kamp, så han kastede rundt med salt-, og peberbøsser, kopper, underkopper, tallerkner og bestik. Han var fuldstændig væk i den her kamp. Han havde allerede spillet den inde i sit hoved, fortæller Flemming Toft.

Tænkte du, at manden var en galning?

- Preben og jeg tænkte bagefter: Det er et fedt engagement, han har, det er en fed selvtillid, han har, men han er jo bindegal!, siger Flemming Toft.

I Madrid taler de stadig om nederlaget

Kim Brink endte med at få ret. Taktikken lykkedes. Først scorede den unge midtbanespiller Ulrik Pedersen, mens Morten Bisgaard i kampens overtid sikrede sejren og avancementet med sin scoring til 2-0.

- Jeg kan huske, at det var sådan noget med råben og skrigen ind over Bisgaards mål. Også fordi det var en kulmination på en hel masse ting. Det var en fantastisk holdpræstation, stort arbejde, og det er noget, der ikke lignede et dansk resultat, fortæller Flemming Toft.

Og mens resultatet er blevet så historisk i Danmark og på Fyn, at man stadig fejrer det 25 år senere, så har den kamp en decemberaften mellem mægtige Madrid og lilleputterne fra Odense også haft betydning i den spanske storklub.

- Det står som en af de største nedture i Real Madrids historie, og det er faktisk noget, man taler om, hvis man skal tale minusdage i Real Madrid. Det er stadigvæk helt uforstående for Michael Laudrup, at det her resultat endte med, at de røg ud af turneringen, siger Flemming Toft.

I kvartfinalen mødte OB det italienske hold Parma. Fynboerne røg ud med et samlet 1-0-nederlag efter to kampe.

Klokken 20.30 fredag aften kan du gense kampen mellem Real Madrid-OB på TV 2 Sport eller på TV 2 Play.