Fodbold

Joaquin scorer ægte hattrick på 20 minutter med tre næsten identiske mål

Real Betis vandt 3-2 hjemme over Athletic Bilbao efter tre mål fra Joaquin. Alle tre mål blev scoret fra stort set samme sted i feltet.

Det virkede til, at opskriften var klar for Real Betis, da de mødte Athletic Bilbao: Sørg for, at rutinerede Joaquin får bolden, så han kan sparke den i mål fra næsten nøjagtigt samme sted i feltet tre gange.

Det tog under to minutter, før den 38-årige offensivspiller scorede kampens første mål. Et indlæg fandt ham lidt uden for det lille felt, hvor han var trukket ind fra venstresiden.

Her tæmmede han bolden og knaldede den over i det lange hjørne.

Og så gik der ikke længe, før han igen var på spil.

Efter 11 minutter endte bolden igen for fødderne af Joaquin, og fra stort set det selvsamme sted, som han havde scoret sit første mål, afsluttede han. Igen skød han i langt hjørne, og igen scorede han.

Så skulle man tro, at Athletic Bilbao var advaret, men efter 20 minutters tid endte en kontra ved ham. Igen trak han bolden hen til det samme sted lidt uden for det lille felt. Igen i langt hjørne. Og igen en scoring.

Et vaskeægte hattrick med tre mål i træk, som var det første af slagsen i karrieren for Joaquin.

Det gør ham tilmed til den ældste spiller nogensinde i La Liga til at score et hattrick, hvor han med sine 38 år og 140 slår Real Madrid-legenden Alfredo Di Stefano. Han havde sat rekorden helt tilbage i 1964, hvor han var 37 år og 255 dage, da han scorede hattrick.

- Jeg har aldrig scoret mange mål, så at score tre mål i samme kamp mod sådan en vigtig modstander er virkelig noget, jeg er stolt af. Det er ikke så nemt i min alder, så jeg vil tage bolden med hjem og huske det her, sagde 38-årige Joaquin efter kampen.

Athletic Bilbao reducerede to gange, men det var ikke nok, og så tog Real Betis deres tredje sejr i træk.

Med sejren ligger Joaquin og Real Betis nummer 11 i La Liga, mens Athletic Bilbao er nummer seks.