Fodbold

Barcelona smider vigtige point i topstriden

Antoine Griezmann og Luis Suarez scorede for FC Barcelona, som spillede uafgjort 2-2 ude mod Real Sociedad.

Efter fire sejre i træk mistede FC Barcelona point, da holdet spillede 2-2 ude mod Real Sociedad i Primera Division.

Det uafgjorte resultat betyder, at Barcelona fører den spanske liga med 35 point efter 16 kampe.

Men Real Madrid, som gæster Valencia søndag, har på andenpladsen 34 point efter 15 kampe og kan med en sejr tage førstepladsen alene med en sejr.

I lørdagens kamp i San Sebastian kom Real Sociedad foran 1-0 efter 12 minutter på et straffespark, som blevet sikkert eksekveret af Mikel Oyarzabal.

Barcelona-angriberen Antoine Griezmann, som tidligere i karrieren har spillet for Real Sociedad, udlignede til 1-1 på et elegant chip efter 38 minutter. Franskmanden valgte ikke at juble over sit mål i respekt for sin tidligere klub.

Fire minutter inde i anden halvleg bragte Barcelona-angriberen Luis Suarez udeholdet foran med 2-1. Det var Lionel Messi, som uselvisk sendte bolden på tværs til en meget let scoring for Suarez.

Real Sociedad gav dog ikke op, og hjemmeholdets angriber Alexander Isak sendte nemt en retur fra Barcelona-keeper Marc-Andre ter Stegen i nettet til 2-2-udligning.

I kampens overtid følte Barcelona sig snydt for et straffespark, da stopperen Gerard Pique blev hevet i trøjen og faldt i feltet, men dommerens fløjte forblev tavs, og tiden randt derefter ud.

Barcelonas næste opgave er mod Real Madrid på hjemmebane i El Clasico, der spilles den kommende onsdag.

Levante besejrer Granada efter sent mål

Tidligere på eftermiddagen var Levante på besøg hos Granada i den bedste, spanske række, og her endte Levante med at løbe med alle tre point.

Det lignede ellers længe en remis, men i det 89. minut blev Enis Bardhi den store helt for Levante. Den 24-årige angriber smækkede bolden af sted med stor kraft lige uden for feltet og sikrede holdet en 2-1-sejr.

Tidligere i kampen havde Rubén Rochina sendt Levante foran 1-0, men Granadas Darwin Daniel Machís fik bragt balance i regnskabet med et hovedstød.

Men til sidst endte det altså med en sejr til Levante, som sender holdet op på 11.pladsen i den spanske liga, mens Granada indtager niendepladsen.

Atlético Madrid vandt lørdag aften 2-0 hjemme mod Osasuna efter tre ligakampe uden sejre.

Álvaro Morata og Saúl Ñíguez scorede målene i anden halvleg, og de tre point placerer Atlético Madrid på fjerdepladsen med 29 point.