Fodbold

Cornelius udgår med skade i Parma-sejr

Den danske landsholdsspiller Andreas Cornelius måtte udgå med en lårskade efter bare 16 minutters spil imod Napoli.

Egentlig havde Parma god grund til at juble lørdag aften, da de hentede alle tre point på udebane imod Napoli.

Men der var alligevel panderynker at spore, da Andreas Cornelius måtte forlade banen med en skade efter bare 16 minutters spil. Danskeren tog sig til sit ene lår og humpede ud af banen.

Det er mindre end en måned siden, at danskeren senest blev skadet i låret, da han blev ramt af en forstrækning i højre baglår under en landskamp.

Det er endnu uvist, hvor længe skaden holder Andreas Cornelius ude.

Mens danskeren altså måtte forlade banen, sørgede hans holdkammerater for, at Parma kunne tage ét point med hjem.

Allerede efter fire minutter scorede Parma kampens første mål, da Dejan Kulusevski opsnappede en løs bold, driblede op til målet og sparkede bolden i kassen.

Kort før pausen appellerede Napoli for et straffespark, men dommeren vurderede ved hjælp af VAR, at Napoli ikke skulle have et skud fra 11-meterpletten.

Napoli fortsatte stormløbet imod Parmas mål, og efter 63 minutter lykkedes det så Napoli at få netmaskerne til at blafre, da Arkadiusz Milik headede bolden i mål og udlignede til 1-1.

Det lignede længe, at kampen ville ende uafgjort, men dybt inde i overtiden spillede Parma sig til en stor chance, og en helt fri Gervinho kunne let sparke bolden i mål.

Med sejren overhaler Parma netop Napoli i tabellen og indtager nu syvendepladsen, mens Napoli er nummer otte.

Generelt er hjemmeholdet fra Napoli inde i en svær periode, da opgøret i dag var ottende kamp i træk, hvor storholdet måtte forlade banen uden sejr.

Det kostede tidligere på ugen Carlo Ancelotti jobbet som cheftræner i klubben, og i stedet blev Gennaro Gattuso ansat. Italieneren debuterede hertil aften som træner i klubben, men måtte altså forlade banen uden point.

Genoa taber lokalbrag imod Sampdoria (Ritzau)

Sampdoria trak sig sejrrigt ud af lørdagens sene lokalbrag ude mod Genoa. Det lignede længe 0-0, men i det 85. minut sparkede Manolo Gabbiadini bolden fladt i mål, og så vandt Sampdoria kampen 1-0.

Lasse Schöne var i startopstillingen hos Genoa, men han blev udskiftet efter 66 minutter, da Genoa foretog to udskiftninger, og i den forbindelse blev også Peter Ankersen sendt på banen for Genoa.

Sejren sendte Sampdoria over nedrykningsstregen i Serie A med 15 point. Genoa er stadig næstsidst med 11 point.