Fodbold

Dårligt vejr og beskadiget stadion får Napoli til at udskyde kamp

Dries Mertens og holdkammeraterne i Napoli kan stadig se frem til at spille imod Parma lørdag. Kampen er dog rykket til senere på aftenen. Tiziana Fabi / Ritzau Scanpix

Kampen imellem Napoli og Parma med danske Andreas Cornelius er blevet rykket til senere på aftenen, fordi en voldsom storm har beskadiget stadion.

Et voldsomt uvejr hærgede fredag aften i Italien, og her var Napoli en af de byer, der var ramt.

Det har fået konsekvenser for fodbolden i byen, da lørdagens kamp imellem Napoli og Parma er blevet udskudt til senere på dagen.

- Napoli annoncerer, at kampen imellem Napoli og Parma, som skal spilles i dag på San Paolo Stadion, begynder klokken 18.30 i stedet for klokken 18.00, hvor den oprindeligt skulle starte, skriver fodboldklubben på Twitter.

Allerede tidligere på dagen skrev Teller Report, at Serie A-kampen var i fare for at blive udsat. Fredagens storm beskadigede taget på stadion, og ifølge mediet kom der også skader på nogle af tribunerne, mens omklædningsrummene var oversvømmede.

Klubben har dog besluttet, at opgøret skal finde sted i dag, men altså senere end planlagt.

Udover problemerne med stadion har Napoli også oplevet store spillemæssige problemer på det seneste. Klubben er nemlig uden sejr i de seneste syv ligakampe, og tidligere på ugen blev træner Carlo Ancelotti fyret.

Onsdag blev Gennaro Gattuso ansat som ny cheftræner i klubben, og han debuterer lørdag aften med målet om at få Napoli tilbage på rette kurs.

- Målet er at indhente point og komme op på Champions League-pladserne (top-4 i Serie A, red.).

- Vi er nødt til at arbejde hårdt, hente nogle point og komme gennem denne svære periode, siger Gennaro Gattuso ifølge talksport.com.

I sidste sæson endte Napoli på andenpladsen i Serie A, mens Juventus tog sig af det italienske mesterskab.