Malmø fordømmer egne fans og langer ud efter dansk politi
Der var masser af uro både før og efter kampen mellem FCK og Malmø. Nu fordømmer den svenske klub sine egne fans opførsel i forbindelse med kampen.
Det blev Malmø, der snuppede sejren og håneretten over de danske mestre fra FCK, da de to mandskaber mødtes i den sidste gruppekamp i Europa League i sidste uge.
Svenskerne vandt med 1-0, og selvom kampen efterhånden er en uge gammel, så fylder den stadig en del i den svenske klub.
Således har Malmø onsdag udsendt et åbent brev på deres hjemmeside, hvor de fordømmer og tager afstand fra de cirka 100 Malmø-fans, der var med til at lave uroligheder i København og holde det danske politi travlt beskæftiget før og opgøret.
- Disse personer har blandt andet brugt pyroteknik, kanonslag og andet fyrværkeri på en måde, så det har skabt frygt og usikkerhed for nogle af vores egne tilhængere såvel som for Københavns beboere og politiet. Personernes handlinger er fuldstændig uacceptable, skriver klubben på sin hjemmeside.
- Malmø FF antager, at det danske politi efterforsker og retsforfølger de personer, der har begået en forbrydelse i forbindelse med begivenhederne.
Både før og efter kampen var der uroligheder, hvor i alt otte fans fra både FCK og Malmø FF blev anholdt. Fem politibetjente kom til skade. Dog ingen alvorligt.
Malmø vil i dialog med dansk politi
Før opgøret i Parken var der ifølge politiet en gruppe Malmø FF-fans, som gik til angreb på ordensmagten. De maskerede personer kastede kanonslag, flasker, sten og cykler efter politifolkene, som svarede igen med en tåregasgranat.
Den tilgang fra politiet mener Malmø FF dog ikke var den rigtige, da mange uskyldige fans blev påvirket af tåregassen.
- Malmø FF har anmodet om et evalueringsmøde med det danske politi for at diskutere hændelsen. Det er både trist og urimeligt, at så mange uskyldige tilhængere er blevet berørt af denne politiindsats, da de ikke var involveret i uroen.
Alle otte personer, der torsdag aften blev anholdt i forbindelse med urolighederne ved fodboldkampen mellem FC København og Malmø FF, er løsladt.
Rent sportsligt er både Malmø FF og FCK videre i Europa League.
I februar spiller begge klubber 1/16-finaler. FCK møder Celtic, mens Malmø skal op mod tyske Wolfsburg.