Fodbold

Ronaldo scorer utroligt mål, da Buffon tangerer Maldini-rekord

Takket være Cristiano Ronaldo vandt Juventus 2-1 over Sampdoria. I kampen tangerede Gianluigi Buffon Paolo Maldinis rekord for flest Serie A-kampe.

Se Serie A og La Liga på TV 2 SPORT X

Cristiano Ronaldo sørgede med sit mål for, at Gianluigi Buffons Serie A-kamp nummer 647 blev ekstra speciel.

41-årige Buffon var i målet for Juventus, da Torino-klubben onsdag aften besejrede Sampdoria 2-1 på udebane, og dermed tangerede han Paolo Maldinis rekord for flest ligakampe i den bedste italienske række.

Buffon kunne samtidig glæde sig over, at Juventus overtog førstepladsen i Serie A.

Med i stedet for skadet Szczesny

Mesterholdet topper med sejren den italienske liga med 42 point foran Inter, der for en kamp færre har 39 point.

Gianluigi Buffon var med, fordi Wojciech Szczesny var muskelskadet, og fra sin position i målet så Buffon, at Juventus kom foran i det 19. minut.

Alex Sandro fandt en helt fri Paulo Dybala i højre side, og argentineren betænkte sig ikke.

Dybala trykkede af første gang, og bolden strøg i mål til 1-0-føring.

Buffon måtte dog indkassere inden pausen, da Sampdoria angreb i det 35. minut.

Sandro ville cleare i en situation, men han var uheldig at spille bolden for fødderne af Gianluca Caprari, der hamrede bolden i netmaskerne til 1-1.

Ronaldo steg til vejrs og blev matchvinder

Med et flot hovedstødsmål sørgede Cristiano Ronaldo dog for, at Juventus kunne gå til pausen foran 2-1.

I det 45. minut steg den portugisiske verdensstjerne til vejrs og hang i luften og pandede Sandros indlæg i nettet med sin tiende sæsonscoring i Serie A.

Ronaldo var på pletten i det 90. minut og troede, at han havde bragt Juventus foran 3-1, men dommerne annullerede scoringen for offside.

Der var i det hele taget drama i slutfasen, da hjemmeholdets Caprari fik sit andet gule kort i kampen og dermed blev udvist, efter at dommeren mente, at han plantede en albue i ansigtet på Merih Demiral.