Fodbold

Klopp kritiserer England for at nedtone VM for klubhold

Liverpool kan lørdag vinde klubbens første VM for klubhold, når holdet møder brasilianske Flamengo.

Liverpools tyske manager, Jürgen Klopp, revser igen planlægningen af holdets kampprogram.

Det siger han ved det sidste pressemøde forud for finalen ved VM for klubhold, hvor Liverpool lørdag møder brasilianske Flamengo, der vandt den sydamerikanske klubturnering Copa Libertadores.

Tirsdag måtte Liverpool sende et ungdomshold på banen i kvartfinalen i Liga Cuppen mod Aston Villa, da seniorholdet skulle spille semifinale ved VM for klubhold mod mexicanske Monterrey onsdag.

- Flamengo blev sendt herned med en klar besked om at vinde turneringen og vende hjem som helte.

- Vi blev bedt om at blive hjemme og spille Liga Cuppen, siger Jürgen Klopp til nyhedsbureauet AFP ved pressemødet i Doha i Qatar, hvor turneringen spilles.

Ifølge Jürgen Klopp har VM-turneringen meget større betydning for holdene uden for Europa. Men Klopp fastholder, at den er speciel.

- Mit synspunkt har ændret sig, efter at jeg er kommet herned.

- For os er det meget specielt. Vi er her, så nu giver vi det et ordentlig forsøg, siger Jürgen Klopp.

Liverpool tiltræder i turneringen grundet deres sejr i Champions League i juni.

Trods seks Champions League-trofæer har Liverpool aldrig vundet VM for klubhold.

I 2005 tabte englænderne til brasilianske São Paulo, og i 1981, da turneringen hed Intercontinental Cup, tabte Liverpool til Flamengo, der dengang var ledet af den brasilianske legende Zico.

- Det her er vigtigt og en mulighed for at skrive os i klubbens historiebøger, siger Liverpools målmand Allison.

Den brasilianske målmand så som 14-årig sit tidligere hold, brasilianske Internacional, slå FC Barcelona i turneringen i 2006.