Fodbold

- Jeg kender hans fremtid, siger Mourinho om Eriksen

Christian Eriksen blev sendt på banen, da Tottenham vandt 2-1 over Brighton.  John Sibley / Ritzau Scanpix

Christian Eriksens fremtid har i denne sæson været på manges læber, og nu fortæller José Mourinho, at han ved, hvad Eriksen skal.

Forlænger Christian Eriksen sin kontrakt med Tottenham, eller skal han have en ny arbejdsgiver?

Det har i denne sæson været det helt store spørgsmål, når samtaleemnet har været den danske landsholdsspiller, hvis kontrakt med London-klubben udløber om et halvt år.

Det er ikke mig, der skal fortælle det. Det skal han selv gøre, når han er klar

José Mourinho

Men på et pressemøde efter Tottenhams 2-1-sejr over Brighton fortalte klubbens manager, José Mourinho, at han ved, hvad Christian Eriksen i sidste ende beslutter sig for.

- Jeg kender hans fremtid, eller jeg tror, at jeg kender hans fremtid. Christian har altid været meget ærlig over for mig. Men det er ikke mig, der skal fortælle det. Det skal han selv gøre, når han er klar, siger José Mourinho til Sky Sports.

I onsdagens hjemmekamp mod Brighton startede Christian Eriksen på bænken, som han ofte har gjort i denne sæson.

Men med 20 minutter tilbage af kampen valgte Mourinho skifte sin danske midtbanespiller ind, og efter bare fem minutter på banen, havde Eriksen en afgørende fod med i scoringen til Dele Allis sejrsmål.

- Jeg føler, at han gerne vil hjælpe os, så det er derfor, jeg benytter ham, når jeg er i problemer og har brug for en spiller med hans kvaliteter, så bruger jeg ham, siger José Mourinho.

Tottenhams portugisiske manager, der kun har været i klubben siden den 20. november, har flere gange givet udtryk for, at han håber, at Christian Eriksen sætter sin underskrift på en kontraktforlængelse.

Om det ender med at blive tilfældet, er fortsat uvist for offentligheden. Faktum er, at danskeren fra den 1. januar er fri til at skrive kontrakt med en ny klub med henblik på et skifte efter sæsonen.

Christian Eriksen har spillet i Tottenham siden 2013, hvor han indtil videre har spillet 298 kampe i alle turneringer med 68 mål til følge.