Fodbold

Tidligere hollandsk landsholdsspiller er skuffet over Nicolai Jørgensen

Nicolai Jørgensen har ikke haft noget stort efterår for Feyenoord. Tom Bode / Ritzau Scanpix

Nicolai Jørgensen har indtil nu ikke haft nogen stor sæson i Feyenoord, hvor skader og mangel på form har været overskrifterne.

Første halvdel af indeværende sæson har ikke været nogen stor succes for Nicolai Jørgensen.

Feyenoord-spilleren missede sæsonstarten på grund af en knæskade, og i september var det så problemer med ribbenene, der holdt ham ukampdygtig.

I store træk har den danske angriber været kampklar siden oktober, men han har haft store udfordringer med at ramme sit topniveau.

Han er fortsat i en fase, hvor tingene bestemt ikke går særlig godt

Pierre van Hooijdonk

Nicolai Jørgensen har i efteråret fået spilletid i 13 kampe, og kun to gange har han fundet vej til netmaskerne. Den statistik er ikke noget, der imponerer den tidligere hollandske landsholdsspiller Pierre van Hooijdonk.

- Han er den, der skuffer mest, siger Van Hooijdonk, der i dag er 50 år og arbejder som fodboldekspert hos det hollandske medie NOS.

- 2 mål i 13 kampe, tror jeg. Det er alt for lidt, både når man tænker på antallet af mål og antallet af dueller. Og han er fortsat i en fase, hvor tingene bestemt ikke går særlig godt.

Da Nicolai Jørgensen i september fik comeback efter sin knæskade, fortalte han, at det var "meget følelsesladet" at komme på banen og opleve støtten fra klubbens fans efter så lang en skadespause.

Desværre for danskerens vedkommende har han ikke formået at gengælde støtten med mål.

Generelt har 2019 været et fodboldmæssigt udfordrende år for Nicolai Jørgensen. I foråret blev det således kun til fem mål, og på landsholdet har han kun fået spilletid i tre kampe i årets løb uden mål til følge.

Selvom Jørgensen har haft svært ved at finde melodien på banen, har Feyenoord i løbet af efteråret formået at vende en rædselsfuld sæsonstart til en stime på syv ligakampe i træk uden nederlag. Det rækker til en femteplads ved vinterpausen.

Feyenoords succes er kommet, efter at klubben i slutningen af oktober valgte at fyre Jaap Stam på trænerposten og i stedet ansætte Dick Advocaat, der blandt andet er tidligere landstræner for Holland.