Fodbold

Wass igen afgørende: Han påvirker Valencias taktik, siger ekspert

Højreback er ikke Daniel Wass' favoritposition, men ifølge Mads Junker har han gjort det så godt på pladsen, at hans rolle i Valencia er vokset.

Daniel Wass havde næstsidste fod på bolden, før den fandt vej ind i målet i Valencias sejr på 1-0 over Eibar i La Liga lørdag eftermiddag.

Min stil som forsvarsspiller er at være med både fremme og tilbage

Daniel Wass

Oplægget var Wass' fjerde i La Liga i denne sæson, hvor danskeren er blevet en af Valencias mere betydningsfulde, taktiske brikker. Det mener TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker.

- På det sidste har han virkelig fået lagt det på, at han kommer med frem, og taktisk gør man også plads til ham, fordi han har den her kvalitet til at fylde hele højre side.

- I den her sæson er han jo for alvor ved at konsolidere sig som fast mand på Valencias højreback, siger Junker.

Mod Eiber var Daniel Wass gået med helt frem, og med et præcist indlæg fandt han Maximiliano Gomez, der headede Valencia på sejrskurs.

- Min stil som forsvarsspiller er at være med både fremme og tilbage. Jeg er tilfreds med mit oplæg til 'Maxi'. Vi ville runde den første halvdel af sæsonen godt af. Efter 19 kampe har vi 31 point, så det var en vigtig sejr i dag, siger Daniel Wass.

'Ikke en favoritplads'

Udover La Liga har 30-årige Wass også spillet med i samtlige af Valencias seks Champions League-kampe i efteråret, og han sikrede blandt andet spanierne et point med et mål i en 2-2-kamp mod Chelsea.

Men selvom han altså efterhånden er fast mand i en større spansk klub, er det også, fordi han har accepteret, at han ikke får lov at udfylde sin fortrukne rolle på midtbanen.

- Det er jo ikke en plads, han er vild med, men det er der, der er plads, når du har spillere som Daniel Parejo og Francis Coquelin inde på midtbanen.

- Men han er en holdspiller, og han har virkelig gjort højre backen til sin plads. Det ser vi også i dag (lørdag, red.), hvor han laver sin fjerde assist i den her sæson, siger Mads Junker.

Med sejren over Eibar overtager Valencia sjettepladsen i La Liga inden de resterende kampe i 19. spillerunde. Wass og co. har endnu ikke tabt på hjemmebane i denne sæson.

TV 2 SPORT afprøver i øjeblikket fodbold-sendeplan som et nyt format. Giv dit input her og hjælp os med at blive bedre