Fodbold

- Vi har ikke været i kontakt om Eriksen, siger Inter-direktør

Christian Eriksen sættes i forbindelse med italienske Inter. Lee Smith / Ritzau Scanpix

Beppe Marotta, der er Inter-direktør, erkender, at Christian Eriksen er en interessant spiller, men afviser at være i kontakt med Tottenham.

Christian Eriksens fodboldfremtid er fortsat uvis.

Den danske midtbanespiller har nemlig ikke forlænget sin kontrakt med engelske Tottenham endnu og kan frit forhandle med andre klubber.

Italienske Inter har været nævnt i blandt de interesserede klubber, men ifølge direktør Beppe Moratto har de ikke været i kontakt med Tottenham.

- Inter bliver ofte sat i forbindelse med spillere af høj kvalitet, men vi har ikke haft nogen kontakt med Tottenham. Eriksen er en dygtig spiller - det behøver jeg ikke fortælle jer, og han er på fri transfer til juni, siger Marotta ifølge footballitalia.net.

- Jeg tror, mange klubber er interesserede, men jeg vil ikke stå her og fortælle jer, at vi forhandler med hans klub eller agent.

Christian Eriksens kontrakt med engelske Tottenham udløber til sommer, og skal Tottenham tjene penge på danskeren, skal han sælges i januar, hvor transfervinduet er åbent.

En mulighed, at Eriksen bliver

I denne sæson har Eriksen ofte været henvist til at starte kampene på bænken, hvilket i engelske medier har været forklaret med usikkerheden omkring Eriksens klubmæssige fremtid.

Fredag kommenterede Tottenham-manager José Mourinho på et pressemøde danskerens situation.

- Jeg ved ikke, hvad der sker, og det er helt ærligt. I kender situationen. I øjeblikket kan han lave en aftale med hvilken som helst klub efter sæsonen. Det er en mulighed.

- En anden mulighed er, at en klub og ham selv vil lave en aftale i januar, men i den situation er vores klub i kontrol. En anden mulighed er, at han bliver. Han er her lige nu, og han er vores spiller, lød det fra Mourinho ifølge AFP.