Fodbold

Mike Jensen drager på cypriotisk eventyr

Fodboldspilleren Mike Jensen skal efter syv år i Norge prøve kræfter med cypriotisk fodbold.

Den tidligere Brøndby-spiller Mike Jensen skifter efter syv år i norske Rosenborg til Apoel på Cypern.

Det er egentlig svært at forstå

Mike Jensen

Det meddeler Rosenborg på klubbens hjemmeside.

Midtbanespilleren har været stamspiller i den norske klub gennem hele sit ophold i Trondheim, hvor han de seneste år også har været holdets anfører.

Dermed er der ikke danske spillere Rosenborg længere.

Mike Jensen nåede 291 kampe for klubben, for hvem han også scorede 51 mål.

- Det er egentlig svært at forstå, at jeg skal forlade Rosenborg. Der er mange følelser i spil, siger han til klubbens hjemmeside.

- Der ligger mange overvejelser bag beslutningen, men jeg tror, at dette var det rigtige tidspunkt for både mig og Rosenborg, hvis jeg skulle videre.

Med Mike Jensens afgang er der ikke danske spillere Rosenborg længere. Senest forlod Nicklas Bendtner klubben i 2019.

Fire mesterskaber og tre pokaltitler

Han var med til at vinde fire mesterskaber og tre pokaltitler til klubben, som i 2019 havde problemer med at finde melodien.

Det ændrer dog ikke på, at Mike Jensen føler, han har meget at takke klubben for.

- Rosenborg og Trondheim kommer altid til at betyde meget for mig - både personligt og fodboldmæssigt. Det var i Rosenborg, jeg etablerede mig på et højt niveau. Det var der, jeg beviste, at jeg er god nok, siger han.

Mike Jensen står noteret for syv landskampe for Danmark. Han debuterede tilbage i 2010, inden han i 2013 skiftede fra Brøndby til Rosenborg.