Fodbold

Simon Kjær er til lægetjek i AC Milan

Simon Kjær er snart fortid i Atalanta.  Miguel Medina / Ritzau Scanpix

Landsholdsanfører Simon Kjær er tæt på at bytte Atalanta ud med AC Milan. I hvert fald er danskeren lørdag til lægetjek i Milano-klubben.

Simon Kjær står foran sit andet klubskifte på et halvt år.

Landsholdsanføreren er ifølge flere italienske medier kun et lægetjek fra at skifte fra Atalanta til AC Milan. Og ifølge TV 2 SPORT's oplysninger er Simon Kjær da også til netop lægetjek lørdag eftermiddag.

I en video af Gianluca Dimarzo kan man se Simon Kjær gå fra en bil til den bygning, hvor lægetjekket angiveligt skal foregå. Undervejs stopper danskeren op og viser thumbs up med den ene tommelfinger.

Det er kun et halvt år siden, Simon Kjær blev lejet ud fra spanske Sevilla til Atalanta, hvor spilletiden har været begrænset.

- Sevilla accepterede at lade AC Milan overtage de sidste seks måneder af lejekontrakten plus en frikøbsklausul, skriver Football Italia.

Simon Kjær nåede at spille fem Serie A-kampe for Atalanta. Derudover spillede han én kamp i Champions League.

I den sidste runde før juleferien vandt Atalanta hele 5-0 over AC Milan i Serie A. Simon Kjær var ikke en del af den trup, der vandt den historiske sejr over Milano-klubben.

- Han er en fantastisk spiller, men han har problemer med at tilpasse sig vores spillestil. Han har andre karakteristika. Jeg prøvede ham af, men jeg var ikke overbevist, sagde Atalantas træner Gian Piero Gasperini i december.

I skrivende stund ligger Atalanta nummer fem i Serie A, hvor AC Milan er placeret som nummer 12 ud af 20 hold. I Champions League blev holdet nummer to i Gruppe C, som Manchester City vandt. I ottendedelsfinalen skal Atalanta møde Valencia, mens AC Milan må nøjes med at følge turneringen fra afstand.

I AC Milan bliver Simon Kjær blandt andre holdkammerat med Zlatan Ibrahimovic. Han har skrevet kontrakt med klubben for resten af denne sæson.