Fodbold

Zlatan scorer sit første mål efter Milan-comeback: Se scoringen her

Zlatan Ibrahimovic scorede lørdag sit første mål for AC Milan efter sin retur til italiensk fodbold.

Så var han der igen, Zlatan Ibrahimovic.

Den 38 år og 100 dage gamle svensker sikrede lørdag AC Milan sejren, da han efter 64 minutters spil scorede til resultatet 2-0 mod Cagliari i Serie A. Se målet i videoen over artiklen.

Dermed skulle Ibrahimovic bruge lige præcis 100 minutters spilletid efter sin tilbagevenden til Italien og AC Milan på at score sit første mål.

Lørdagens kamp mod Cagliari var Zlatans første kamp fra start, efter han i sidste weekend mod Sampdoria fik 36 minutters spilletid. Zlatan spillede hele lørdagens opgør.

- Jeg vil fejre det som en gud på San Siro, ikke her. Men jeg hylder altid Gud, når jeg scorer. På den måde føler jeg mig levende, siger Zlatan Ibrahimovic til Sky Sport Italia efter kampen med henvisning til sin kommentar om, at han ville have fejret comebackmål 'som en gud'.

Med 2-0-sejren, hvor Rafael Leao i øvrigt scorede til 1-0 få sekunder inde i anden halvleg, rykker AC Milan op på 25 point og en ottendeplads i Serie A inden runden er færdigspillet. Sejren er AC Milans første i ligaen i lidt over en måned. Du kan se Milans 1-0-scoring i videoen herunder.

AC Milan bringer sig foran 1-0 mod Cagliari ved Rafael Leao. Video: Jonas Sauermilch

Den 'rigtige' Zlatan er undervejs

Flere gange i løbet af kampen kunne man se Zlatan Ibrahimovic kommunikere med sin træner, Stefano Pioli. Træneren ville nemlig sikre sig, at den aldrende angriber havde kræfter nok til at spille hele kampen.

- Han havde ikke spillet en hel kamp i flere måneder, og jeg ville ikke risikere, at han fik en skade. Han bliver kun stærkere fra nu, og om tre-fire kampe vil vi se den rigtige Zlatan, siger Stefano Pioli til Sky Sport Italia.

Også hovedpersonen blev forholdt selv samme spørgsmål.

- Jeg har det fremragende. Jeg missede nogle afslutninger i starten af kampen, men jeg har brug for nogle kampe til at komme i ordentlig form, siger Ibrahimovic.

Udover målet til 2-0 fik Zlatan Ibrahimovic bolden over stregen endnu engang, da han efter 82-minutters spil fik en potentiel 3-0-scoring korrekt annulleret for offside.

I december 2019 blev det offentliggjort, at svenskeren ville vende tilbage til Serie A og Milano. I første omgang er der tale om en kontrakt på et halvt år frem til sommeren 2020. Klubben har dog option på at forlænge denne til sommeren 2021. Ibrahimovic spillede også i AC Milan i to sæsoner fra 2010 til 2012, hvor det blev til 85 kampe og imponerende 56 scoringer. I 2011 var han medvirkende til det seneste mesterskab, som AC Milan har vundet.

Med lørdagens mål er svenskeren nu oppe på i alt 57 scoringer i Milan-trøjen i 87 kampe.

Lazio nærmer sig toppen med sen sejr

Tidligt lørdag aften spillede Lazio sig nærmere den absolutte top i Serie A, da Rom-mandskabet besejrede Napoli med 1-0. Dermed konsoliderer Lazio sig på tredjepladsen med 42 point, hvor klubben nu kun har tre point op til Inter og Juventus, der deler førstepladsen med 45 point.

Det lignede ellers længe et 0-0-resultat på Stadio Olimpico i Rom, men efter 81 minutters spil leverede Napoli-målmand David Ospina en skidt aktion. Med en lille skudfinte forsøgte Ospina at drible forbi Lazios Ciro Immobile. Det lykkedes dog ikke, og istedet kunne Immobile stjæle bolden og sende bolden i nettet til en 1-0-føring.

Dén føring holdt hele vejen til slut, og Lazio kan nu for alvor kalde sig et italiensk tophold. Napoli er fortsat på rækkens tiendeplads. Se målet fra kampen herunder.

Lazio udnytter stort målmandskiks og besejrer Napoli med 1-0 i Serie A. Video: Jonas Sauermilch