Fodbold

Dansk forsvarstalent skifter til tysk klub på lejeaftale

Jacob Rasmussen skal fremover spille i den næstbedste tyske fodboldrække. Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Jacob Rasmussen bliver lejet ud til Erzgebirge Aue, der kæmper om oprykning til Bundesligaen.

Den danske fodboldspiller Jacob Rasmussen spiller forårssæsonen for Erzgebirge Aue i den næstbedste tysk række.

Den østtyske klub oplyser på Twitter, at Rasmussen er ankommet til holdets træningslejr i Spanien, hvor han skal skrive under på en lejeaftale gældende for resten af sæsonen.

Den fynske forsvarer er ejet af Fiorentina, men har ikke været i aktion for klubbens førstehold i efteråret.

Erzgebirge Aue er før forårsstarten med i kapløbet om oprykning til Bundesligaen.

Holdet er på femtepladsen med 29 point og har kun to point op til Hamburger Sport-Verein på en direkte oprykningsplads.

22-årige Jacob Rasmussen spillede sine ungdomsår i Næsby og OB, men rykkede videre til Schalke 04 i 2014.

Efter to år i klubbens ungdomsafdeling gik turen til italiensk fodbold, hvor han har været på kontrakt i Empoli og altså nu Fiorentina.

Han har tidligere været fast del af aldersbestemte danske landshold og var i sommer med U21-landsholdet til EM i Italien.