Fodbold

Brentford forlænger aftalen med Thomas Frank

Thomas Frank har stor succes i Brentford, og nu har klubben papir på den danske træner indtil 2023. Adam Holt / Ritzau Scanpix

Den danske fodboldtræner Thomas Frank har netop sat sin underskrift på en kontrakt til 2023 i Brentford.

Den tidligere Brøndby-træner Thomas Frank har haft succes med Brentford i denne sæson, og det har klubben nu belønnet ham for.

Klubben fra Englands næstbedste række, The Championship, oplyser på sin hjemmeside, at 46-årige Frank har fået en kontrakt frem til 2023.

Den danske direktør i klubben, Rasmus Ankersen, siger til hjemmesiden:

- Når man ansætter en cheftræner, håber man altid, at det bliver langsigtet, og gennem de seneste 15 måneder har Thomas leveret et fantastisk stykke arbejde med at forløse klubbens strategi på banen.

Syv sejre i de seneste 11 ligakampe har sendt holdet op på tredjepladsen i rækken, så holdet er helt med i kampen om oprykning til Premier League.

Thomas Frank kom til Brentford i 2016 som assistenttræner, men i oktober 2018 blev han forfremmet til cheftræner, da Dean Smith forlod klubben.

Efter en træg start på opgaven sluttede holdet på en 11.-plads i The Championship i sidste sæson, men i denne sæson har holdet løftet sig.

'Vi har en plan'

Den danske cheftræner slår fast, at der heller ikke var svært for ham at tage imod tilbuddet om en kontraktforlængelse.

- Der er et unikt sammenhold i Brentford og en unik lyst til at forbedre sig hver dag, siger han til klubhjemmesiden.

- Vi har en klar plan, en tydelig strategi og gode folk, og vi bevæger os i den rigtige retning.

Thomas Frank stod fra 2013 til 2016 i spidsen for Brøndby, men efter at det kom frem, at bestyrelsesformand Jan Bech Andersen via sin søns bruger på et fanforum havde kritiseret blandt andre Thomas Frank, forlod han jobbet.

Tidligere har han været træner for det danske U16-, U17- og U19-landshold.