Simon Kjærs drøm gik i opfyldelse, da Milan-legende ringede ham op

Simon Kjær er skiftet til AC Milan efter et ophold hos Atalanta, der slet ikke blev som håbet.

Han gik på juleferie og kunne se tilbage på fire måneder, hvor det foruden landskampe for Danmark kun blev til 382 minutters fodbold fordelt på seks kampe.

Simon Kjær skiftede i sommer fra Sevilla til italienske Atalanta på en lejeaftale, men de store forhåbninger om comebacket til Italien, hvor hans udlandskarriere for 12 år siden tog fart, blev aldrig som håbet.

Det er et privilegium at blive nævnt i samme sætning som dem

Simon Kjær, fodboldspiller

Han fik derfor lov til at forlade klubben, og efter nytår kom forløsningen. Det fortalte Simon Kjær på sit pressemøde som AC Milan-spiller torsdag.

- Det er altid specielt, når et idol som Maldini ringer. Paolos karriere fortjener al respekt i verden, og han var virkelig god mod mig, siger Kjær til TV 2 SPORT.

Klubikonet og legenden Paolo Maldini spillede i sin karriere fra 1984 til 2009 kun i AC Milan.

Nu er han teknisk direktør i klubben, og det var altså ham, der bad Simon Kjær om at komme til ligarivalen fra Milano.

Maldinis far havde godt øje til Kjær

Pudsigt nok kaldte Paolo Maldinis far, Cesare Maldini, tilbage i 2009 Simon Kjær for en interessant spiller. Dengang spillede 20-årige Kjær i italienske Palermo.

Der skulle dog gå 11 år, før drømmeskiftet blev en realitet.

- Jeg ville gerne være kommet tidligere, men jeg skal heller ikke brokke mig over den karriere, jeg har haft. Det har været fantastisk spændende, og jeg har prøvet så mange ligaer, så mange kulturer, og jeg har spillet så mange kampe, som jeg har, siger Simon Kjær.

Kjær har i første omgang skrevet under på en lejeaftale, der løber sæsonen ud. Men AC Milan har købsoption på danskeren, der er ejet af Sevilla.

AC Milan var blandt Europas største klubber fra 1988 til 2011, hvor det blev til imponerende otte italienske mesterskaber og fire Champions League-titler.

Trøjerne hænger derhjemme

Siden er det gået stille og roligt ned ad bakke for milaneserne, der lige nu ligger på 8.-pladsen i Serie A med 28 point for 20 kampe.

Simon Kjær er blandt andet hentet til klubben for at vende skuden tilbage i retning af storhedstiden, hvor stjerner som Franco Baresi, Alessandro Nesta og Paolo Maldini styrede et af verdens bedste forsvar.

- Det er tre meget, meget store navne. Det er et privilegium at blive nævnt i samme sætning som dem. Jeg har selv trøjerne hængende derhjemme på to af dem. Jeg nåede at spille mod dem, da jeg var i Palermo, siger Simon Kjær.

- De er idoler for mig, og det er folk, jeg har set op til. Jeg har mødt Pablo Maldini, og når de så samtidig også er gode mennesker og høflige folk, bliver det kun bedre.

- Det er en klub med en kæmpe historie og med afstand den største klub, jeg har været i. Det er en klub, der oser af historik. Og det er én af grundene til, at jeg er her; at skubbe klubben tilbage til, hvad den var.

Kjær slår dog samtidig fast, at det kommer til at kræve hårdt arbejde og tid.

Drømmer om at blive

Han er sammen med Zlatan Ibrahimovic blevet hentet til AC Milan i julepausen. Ligesom Kjær er han i første omgang ansat på en kontrakt sæsonen ud, så spørgsmålet er selvfølgelig, om de når at føre Milan tilbage i toppen.

Simon Kjær er blevet 31 år, og AC Milan er hans niende arbejdsgiver på godt 11 år. Nu håber han, at tilværelsen i Milan kan blive længerevarende.

- Det er min drøm, og det er det, jeg ønsker. Nu er jeg her, og jeg skal sørge for at blive her. Det gør jeg kun ved at tage en masse ansvar og ved at spille godt. Og så må vi tage den derfra. Selvfølgelig er det mit mål at blive her.

Drømmer du om at slutte din karriere i AC Milan?

- Ja, det kunne jeg sagtens. Men lad os nu tage en dag ad gangen. Jeg har kontrakt indtil slutningen af denne sæson med option på mere. Men at slutte her ville da ikke være dårligt, siger Simon Kjær, der dog har erfaring med en omskiftelig tilværelse som professionel fodboldspiller.

- Jeg har lært, at man ikke skal kigge for langt frem, for så kan man ende med at blive skuffet, hvis det ikke bliver, som man havde ønsket. Jeg har lært, at jeg skal leve i nuet og arbejde stenhamrende hårdt, siger han til TV 2 SPORT.

Simon Kjær har fået en god start på tilværelsen i AC Milan med to startpladser af to mulige og ikke mindst to sejre. Først i en pokalkamp og søndag i Serie A, hvor Udinese blev besejret med 3-2 på San Siro.