Fodbold

Inter bekræfter bud på Christian Eriksen

Ifølge Sky Sports vil Inter betale 96 millioner kroner plus bonusser for at hente Christian Eriksen i januar.

Nu er det ikke længere bare rygter. Inter har budt på Christian Eriksen.

Det bekræfter Inters direktør over for Sky Sports.

- Vi har fremsendt et formelt bud på Eriksen, og nu venter vi på et svar fra Tottenham. Vi kan kun sidde og vente nu, da der er mange klubber interesserede. Han er en topspiller, der naturligvis har tiltrukket interesse fra de vigtigste klubber i Europa, siger Inter-direktøren Piero Ausilio.

Ausilio bekræfter samtidigt, at Inter og Chelsea er blevet enige om en pris på Victor Moses, og at den italienske klub er interesseret i Olivier Giroud.

Ifølge mediet vil Serie A-klubben betale Tottenham 11 millioner pund, hvilket svarer til 96 millioner kroner, samt to bonusser, der ikke beskrives yderligere.

Danskerens kontrakt udløber til sommer, og han er derfor fri til at skrive kontrakt med potentielle bejlere et halvt år i forvejen.

Ifølge Sky skal Eriksens agent, Martin Schoots, holde et møde om situationen med Tottenhams bestyrelsesformand, Daniel Levy, tirsdag.

Christian Eriksen fik de sidste 20 minutter på banen, da Tottenham lørdag spillede 0-0 mod Watford i Premier League.

Dagen forinden blev Tottenham-manager José Mourinho på et pressemøde spurgt til danskerens situation, og her afviste han, at Inter havde budt på landsholdsspilleren.

- Du må spørge agenten og Inter, for de ved mere end mig. Hvis de er selvsikre, er det, fordi de er klar til at afgive et bud, hvilket ikke er sket endnu, sagde han ifølge Reuters.