Officielt: Wilczek skifter fra Brøndby til tyrkisk klub
Angriberen Kamil Wilczeks skifte fra Brøndby til den tyrkiske fodboldklub Göztepe er officielt på plads.
Kamil Wilczeks skifte fra Brøndby til den tyrkiske fodboldklub Göztepe er endegyldigt bekræftet.
- Som offentliggjort i går tog Kamil Wilczek til Tyrkiet for at forhandle sine personlige vilkår på plads med tyrkiske Göztepe med henblik på et skifte.
- Tidligere i dag blev parterne enige om de personlige vilkår, og dermed er salget af den polske angriber endeligt bekræftet, oplyser Brøndby på sin hjemmeside.
Den tyrkiske klub har ligeledes offentliggjort købet på sin hjemmeside, hvor de byder Superligaens øjeblikkelige topscorer velkommen.
Her oplyser de, at Kamil Wilczek har skrevet under på en kontrakt på et halvandet år med mulighed for at forlænge aftalen med et år yderligere.
Slog målrekord i efteråret
Kamil Wilczek siger dermed farvel til Brøndby, hvor han siden sommeren 2016 har skrevet sig ind i de blågules historie som en af de farligste angribere i klubbens historie.
Den 2. december sidste år slog 32-årige Wilczek rekorden for Brøndby-spiller i historien, der har scoret flest mål i Superligaen, da han med sin scoring mod FC København noterede sig for sit Superligamål nummer 70 og dermed overgik Ebbe Sand.
- Kamil har med sine præstationer for Brøndby IF gennem årene mere end nogen fortjent muligheden for et sportsligt og økonomisk eventyr her på karrierens sidste stykke. Kamil vil altid have plads i vores hjerter og historie, sagde Carsten V. Jensen, da den traditionsrige klub meddelte, at de havde givet Wilczek lov til at forhandle en kontrakt på plads med Göztepe.
Kamil Wilczek er før forårets anden halvdel af Superligaen suveræn topscorer med sine 17 fuldtræffere. Ronni Schwartz er fem mål efter på andenpladsen.